Den udogmatiske missionær

Socialist, feminist - og kristen. Bente Hansen kan godt skræve over det hele, men finder sjældent forståelse for kombinationen hos sine omgivelser. Det har hun skrevet en bog om.

Interview v. Anne M. Sørensen.

En af Bente Hansens venner er præst og har for længst erkendt, at vi ikke aner om der er et liv efter døden. Derfor kan han jo lige så godt tro det bedste, og det gør han så. Hvorfor dog være åndelig masochist?

Bente Hansen fortæller historien, og har det tydeligvis godt med denne, afslappede holdning til en kristendom, hun først relativt sent i sit liv for alvor fik blik for. Som en af frontfigurerne i både ungdomsoprøret og kvindebevægelsen var det ikke troen, der stod på dagsordenen i 1960’erne og 70’erne. Faktisk gjorde hun alt, hvad hun kunne for at blive en vaskeægte ateist.

Det lykkedes bare slet ikke, og de seneste 20 år har hun holdt masser af foredrag om det at holde fast i udgangspunktet som socialist og feminist, men samtidig være i stand til at rumme troen. Den kombination har ikke været helt nem at forsvare, og slet ikke over for hendes gamle, ateistiske venner, forstår man af hendes bog Gud og Hvermand, der udkommer på tirsdag.

»For mig selv var det også et projekt at få forbundet de ting. Jeg er ganske vist opvokset med kristendommen, men i alle de unge år har jeg tillært mig marxistisk teori, skrevet om den, brugt den, dyrket den. Jeg er stadig socialist, og det var et projekt at finde ud af, om de to ting kunne eksistere sammen, når der nu var et historisk fjendskab mellem de to. Det er ikke et makkerskab, der er er selvfølgeligt eller nemt, for i masser af år syntes jeg at kirken var på det forkerte hold«.

Hvordan? »Det er jo ingen hemmelighed, at kirken altid har allieret sig med magten. Måske ville den aldrig være kommet igennem alle disse år uden den alliance, men det har gjort, at den selv har spændt ben for det kristne budskab. For mig at se er der et meget stort slægtskab mellem kristendommen og socialismen. Det undrer mig, at socialisterne ikke kan se det. Det undrer mig også, at de kristne ikke kan se det«.

I disse år har vi aldrig talt mere om Gud og religion og folk bekender deres tro alle vegne. Det virker overraskende, at du stadig synes, du skal forsvare din? »Jamen, det skal jeg, både blandt intellektuelle, socialister og clean-cut ateister. Der var en præst, der sagde til mig, at det blandt socialister er så moderne at være kristen, men det har jeg overhovedet ikke opdaget. Der har selvfølgelig været grundtvigianerne, og man kan vel også sige, at SF efterhånden er et præsteparti, men man har bare aldrig talt åbent om forholdet mellem socialisme og kristendom på venstrefløjen. Man har talt om Grundtvig, men ikke om Gud. Om Kierkegaard, men ikke om Jesus. Ikke om troen. Det har næsten været ufint at betræde det område«.

I sin bog diskuterer Bente Hansen heftigt med sine kamplystne, oplyste og benhårdt ateistiske venner. Der er Arne, som mener al slags religion er noget tøjeri og er ved at kaste op over engle, palmegrene og hvide gevandter. Der er Karl, som raser over statens bidrag til folkekirken og i det hele taget hælder til Karl Marx’ ord om at religion er opium for folket. Men der er også den søgende Anna, der har været omkring alverdens new-age trends, men erklærer, at hun allerhelst vil være kristen, dog uden at kunne. Anna er først og fremmest repræsentant for de mange, der var søgende under den vækkelse, der efter Bente Hansens mening fandt sted i 1960’erne.

»Mine gamle venner blev rasende når jeg sagde, at der var en stor åndelig vækkelse i hele ungdomsoprøret. Men det var der. Bare lyt til Bob Dylan og meget af tidens musik. Dylan gav ord og toner til det tomrum, der eksisterede rent åndeligt. Den åndelige vækkelse var enorm, men den var fuldstændig rodet, og der er næppe to, der har oplevet den ens«.

Derfor stejler Bente Hansen også, når hun hører den almindelige antagelse, at netop 1960’erne var skyld i sekulariseringen af Europa. Det er en ahistorisk fejltagelse, mener hun, for sekulariseringen fandt sted langt tidligere. Og når hun kaster et blik tilbage på det konservative, kristne gymnasium i Vestjylland, hvor hun gik i midten af 1950’erne, husker hun stadig, hvordan hendes egen rektor, rustet til tænderne af harme, gik til kamp mod, hvad han kaldte afkristningen af Danmark.

Som hun ser det begyndte den vestlige verdens sekularisering allerede med moderniteten, og så er vi helt tilbage i 1780 ved både den franske og den amerikanske revolution. Moderniteten omfatter alt fra naturvidenskabens opblomstring over oplysningstiden, industrialisering, urbanisering til en fantastisk liberalisering af hele økonomien.

»Med Adam Schmidt gik egennytte fra at være et fy-ord til at være godt. Moralsk set var det en kæmpe forandring, at det pludselig blev helt acceptabelt at rage til sig og tjene mange penge. Lige i hælene fulgte socialismen, for arbejderklassen groede og industriarbejdernes fattigdom var umådelig. Det eneste entydige, man kan sige om moderniteten er, at den har været sekulær. Derfor må alle dele ansvaret for sekulariseringen. På mange måder har sekularisering været rigtig, rigtig godt, for der var megen mørketro, der tyranniserede samfundet, og jeg vil aldrig bebrejde Marx og Engels noget. Det, de sagde var vigtigt«.

I Danmark er det meget almindeligt at tale om, at den øgede interesse for religion er opstået som følge af mødets med de muslimske indvandrere, men i din bog nævner du nærmest ikke islam. Hvorfor? »Fordi jeg ikke mener det har den store betydning. Den store generator til den åndelige vækkelse kom af det tomrum, der opstod efter Anden Verdenskrig. Det var også dengang min rektor kom farende og erklærede, at Danmark var afkristnet. I det tomrum opstår der altid noget andet. Senere kom tressernes spiritualitet. Den var ikke rettet mod folkekirken, men mod de østlige traditioner. De var lige så autoritære, men mere spraglede. Hele diskussionen om new age har efter min mening haft meget mere indflydelse end den om islam og lovreligioner, men det er klart, at de elementer senere har skærpet debatten«.

For Bente Hansen enhver diskussion om hvis Gud der er rigtigst, helt omsonst, og hun finder det nedslående, at det tilsyneladende er vigtigt for nogen. »At man i præsteverdenen kan diskutere hvilken Gud der er den rigtige, det fatter jeg ikke. Gud er vel Gud, og måske er hun sort. Da ingen aner noget om Gud, så er diskussionen også lidt komisk. Det eneste man ved er, at Gud med sikkerhed er usynlig, og hvordan vi opfatter den, vi kalder Gud er en privat forestilling. Men vi kan tilslutte os forskellige fortællinger, og dér har jeg foldet mig tilbage i den Gud, jeg kendte i min barndom«, siger Bente Hansen, der også mener, at ateisterne er galt afmarcheret.

»Det, man ser i dag er at ateisterne opruster. De er helt fantastisk vrede. Blot de hører ordet kristendom, så tror de straks, at min Gud er en gammel mand med langt skæg, der skabte verden på syv dage. De forestillinger af troende findes jo selv blandt veluddannede, moderne mennesker. Jeg er forbløffet over, hvor primitivt ateister ser på troende. I bund og grund ved de ikke mere end jeg gør«.

Hvad tror du der gør ateisterne så vrede? »Det er nemt at bruge religionen som skræmmebillede. Fra alle sider bruger man den også frit og frejdigt i politiske kampe. George Bush bruger den, Iran bruger den og alle bruger den. Krigen i Mellemøsten handler hverken om korstog, kristne eller muslimer. Den handler om olie. Det hjørne af verden ville overhovedet ikke være interessant uden olien. Vi ville ikke være i Afghanistan, hvis de ikke havde planer om at føre olien igennem fra det kaspiske område, hvor der ligger enorme ressourcer. Nøjagtig som i Nordirland, hvor vi havde et almindeligt kolonispørgsmål, nemlig engelske koloniherrer mod irere, lykkes det at bilde befolkningerne ind, at striden står om religion. Det er nedslående, at religion stadig kan bruges sådan. Mere oplyste er vi altså ikke«.

De seneste 12 år har Bente Hansen været medlem af menighedsrådet i Vor Frue Kirke, der også er Københavns Domkirke. Der har hun fundet en åben, glad kirke, siger hun.

»Jeg var ikke kirkekristen fra starten. Det er noget, jeg er blevet i netop denne kirke. I et katolsk land ville jeg aldrig være kirkekristen, for jeg kunne ikke komme i en kirke, hvor kvinder ikke må forkynde. Så kan de rende mig, for så kan jeg selv derhjemme. For mig var det også dybt forbløffende, at der i Danmark findes præster, der ikke vil trykke hånd med kvindelige kolleger. Den historie tåler slet ikke dagens lys«.

Du erkender selv i bogen, at det kan være ret svært at være både feminist og kristen? »Ja, jeg indrømmer, at det kræver en god portion overbærenhed med de patriarkalske unoder, der stadig præger kristendommen. Der er man nok nødt til at sige, at hele molevitten er patriarkalsk og så slås derfra. Hver eneste troende kvinde i alle religioner bliver nødt til at tage kampen op med sine egne. Men jeg har et håb om, at vi om 20 er fuldt integreret i EU, og at det så bliver EU’s ligestillingspolitik, der slår igennem, også i kirkerne«.

Du vil meget gerne overbevise folk. Ligger der en missionær gemt dig? »Det kan da godt være. Alle har tilsyneladende læst min bog forskelligt. Nogle mener, jeg har skrevet mine bekendelser, andre at jeg er i diskussion med den yderste venstrefløj, og én sagde, at jeg skriver ren folkedogmatik. Jeg er jo ikke teolog, ikke politiker og ikke historiker, men jeg bevæger mig i krydsfeltet mellem de tre felter. Det er et livligt område, men det hedder bare ikke noget. Man burde give det sted et navn«.

Politiken 2008

Tilbage til oversigten


Klik på nedenstående foto for at hente opløselige fotos.

JPEG - 5.3 kb
Foto: Suste Bonnén