Fire mennesker

Det drejer sig om, hvad der er godt og ondt - forkert eller rigtigt. Eller som nogle lidt mere jordnært siger: man skal vide, hvad der er op og ned.

Det er i korthed hvad etik går ud på.

Moral har en sproglig lighed med etik, men er i sin anvendelse noget mere tidsbundet. Det var foreksempel dårlig moral for hundrede år siden at være bøsse. Det var faktisk så umoralsk, at man kunne sættes i fængsel for det. Sådan er det stadig i nogle lande -men ikke her. Moral er altså i meget høj grad bundet af tid og sted - af sin placering i historien.

Etik er den dybe grundindstilling, som nogle mener, er en "medfødt" forestilling hos mennesker. Andre mener, at vi slet ikke kan vide, hvad der er godt og ondt, men dér blir det farligt: vi er nødt til at prøve at være på rette vej. For andre er etikken bundet til religion, og i vores kultur er den i hvert fald opstået i nøje forbindelse med kristendommens etik - måske enklest udtrykt i Bjergprædikenens ord om, at du skal gøre mod dine medmennesker, som du ønsker de skal gøre imod dig.

Denne etiske grundregel har en kendt og elsket udgave i Thorbjørn Egners Kardemommelov, hvor politimester Bastian har fomuleret den således: “Man skal ikke plage andre/ eller sætte livet til/ og for øvrigt kan man gøre hvad man vil.” Til den jødisk-kristne tradition hører også forestillingen om, at alle mennesker er skabt i Guds billede. Altså i princippet lige værdige. Dette er et etisk dogme, skabt i en religiøs tradition, som er en næstekærlighedens og lighedens.

DET ER KUN gennem menneskers liv og adfærd, vi lærer at genkende etikkens kringlede retning. Derfor kommer her fire små portrætter af mennesker, som godt vidste, hvad der var op og ned i de grundlæggende spørgsmål. Deres etiske rygmarvsreflekser var så at sige i orden, og deres respekt for andre mennesker var solid. Men de var forskellige i deres mere overfladiske holdninger. For eksempel ville de aldrig være blevet enige om det engelske imperium -havde det været godt eller skidt for verden? eller var K, V eller VS det bedste parti? De var varme, begavede og besværlige på een gang. Det var personer, som fyldte godt i landskabet - stærke og på sin vis egenrådige, men ydmyge i deres tro og agtelsen for alt levende.

DEN FØRSTE er Lis Madsen, som jeg mødte i Indien i begyndelsen af 1980`erne. Da hed hun bare Doktor Ma., og mødet kom i stand, fordi jeg skulle finde passende personer til nogle store tv-udsendelser.

Jeg fik den idé, at gå efter kvindelige missionærer, som jo havde klaret at leve i fjerne områder - ofte alene og i flere årtier. På Missionens kontor pegede de straks på tre-fire kvinder, som var oplagte muligheder, men det stod hurtigt klart, at Lis Madsen var en af de mest usædvanlige, som de udtrykte det. Og det skal jeg love for hun var!

Først kom et slidsomt arbejde med at overbevise hende om - pr. brev! at hun skulle i dansk fjernsyn en lang lørdag aften. Hun var ret ligeglad med dansk fjernsyn, men vi fik lokket hende hjem med løftet om en øjenoperation, for hun var næsten blind af grå stær. Hun nærmede sig de 70 år og var i øvrigt i fuldt sving med sit arbejde som lægemissionær i delstaten Orissa. Den sidste formaning hun havde fået med hjemmefra af missionen var, at hun ikke måtte bygge hospital. Det var for dyrt at opretholde.

“Men hvad skulle jeg dog gøre”, sagde hun. “De syge, som kom her, var jo tit så dårlige, at jeg ikke kunne sende dem væk”. Og sådan startede et mini-hospital med sivmåtter på hendes lille skyggefulde veranda. I dag er det et meget stort, kristent hospital, ledet af indere. Da hun blev pensioneret, begyndte hun på det, som hun kaldte “arbejdet i landsbyerne”. Landsbyerne lå med dagsvandringers afstand, og det var urbefolkninger, der boede dér.

Med et lille hold af unge mænd fra området fik hun startet læse- og skriveskoler, udarbejdet skriftsprog for de tre lokale sprog, startet et trykkeri til små lærebogshæfter, og efterhånden kom der også livsduelige landbrugsprojekter i gang, altsammen byggende på simple, men effektive lokal-traditioner. Hendes lægelige indsats rettede sig forebyggende mod de værste folkesygdomme, hvor malaria og følgende blodmangel var det værste. Jeg fulgte med på hendes vandringer fra landsby til landsby. Jeg gik ved siden af oksekærren og det lille optog af hjælpere i ti dage, og det var mildest talt begivenhedsrigt. Om dagen gik vi ad småstier i åbne bjerglandskaber, om aftenen var der arbejde og konsultation, og om natten lå vi på rebsenge og kiggede op i den dybe stjernehimmel. Vi stod op ved første hanegal og var på vej ved det tredje. I hver landsby fik vi en ny vejviser, som fulgte med til den næste, og hvert nyt besøg startede med, at Lis og alle mændene samtalede, mens de pulsede stribevis af små cigarer, som hun altid havde rigeligt af.

I en af bebyggelserne skete der det, at der pludselig blev kaldt til vildsvinejagt - og det foregik med lange økser. Man kunne høre jagttummelen oppe ad bjergsiden, og efter en timestid kom de ned med vildsvineornen hængende på en lang stang, men desværre også med en af mændene på en båre. Han var bevidstløs og frygtelig tilredt af vildsvinets skarpe tænder, og Lis måtte tage stilling til behandlin-gen. Hun rev et af vores lagener i stykker og brugte det som løse bandager med noget antibiotisk stads på.

Da hun ikke længere kunne gøre noget, gik vi i seng under den store himmel, og åndemanersken tog over. Hun sang hele natten, og jeg spurgte Lis, hvordan hun, som kristen missionær, havde det med det. Jamen godt! sagde hun. Det er en rigtig god trøst og støtte...

To uger efter min hjemkomst skrev hun, at hun havde haft besøg af “vildsvinemanden”, han var rask og kom hjem til hende for at hilse på.

I missionskredse var Lis næppe kendt som nem eller omgængelig. Hun gjorde stort set, hvad der passede hende, og udtrykte sig ikke altid diplomatisk. Hun var en ener, og hun betalte prisen uden at beklage sig. Hun levede sit liv alene - hun havde “fået kald”, som hun sagde, og fulgte sit kald. Måske var hun bange af og til, men hun gjorde det hele så godt hun overhovedet kunne. Resten lagde hun i Guds sikre hånd, og hans veje var det i øvrigt ikke menneskets lod at forstå. Hendes agtelse for de mennesker, hun forsøgte at hjælpe, bestod i at acceptere deres tro og viden. Mange af de ting, hun havde gjort derude, sagde hun, havde hun lært af dem.

DET NÆSTE MENNESKE er Store Larsen, hvis fulde navn var Carl Edvard Larsen, og han var min engelsklærer i syv år på et vestjysk gymnasium. Han fyldte kolossalt i landskabet, både i krop og ånd, og han er smukt beskrevet i Jørgen Thorgårds bog Klassen:

En kæmpe af en mand vuggede op til tavlen og skulede ud over dem med et mørkt blik og et bistert drag om den store mund. Han var udrustet med en usandsynlig stor underkæbe og nidstirrede dem uden at mæle et ord.

De skulle have ham i religion, oldtidskundskab og engelsk, og han forventede sig en anelse mere end ingenting. Hvad der lå i det? spurgte han den rødhårede Inger og sendte hende et grusomt blik. Hun svarede roligt, at det betød sådan noget, som at medmindre man havde kommunistiske, pacifistiske eller ateistiske tilbøjeligheder, kunne man forvente tre fredelige år med lektoren. Og det er sandt som det er skrevet: Store Larsen var nationalistisk royalist, han var konservativ, og han var en troende mand. Han sværmede for det traditionelle England og dets imperialistiske kultur, og han havde en stor samling af sabler og sjældne kniv-våben. Han havde dertil gjort sig heldigt bemærket i den vestjyske del af modstandskampen, og var et årstid arresteret af tyskerne. Som lærer var han aldeles upædagogisk, han var doven med sine forberedelser, og på grund af det store underbid (og piben) kunne han også være svær at forstå.

Og hvorfor var denne kolos i klasseværelset så alligevel en af de mest afholdte og huskede lærere?

Formentlig fordi han brændte så åbenlyst for det, han underviste i. Man kan også sige, at han gad ikke undervise i andet end det, som han brændte for - og det betød, at han var fuldstændig til stede, når han var der. Han indledte ofte timen med at skrive det, som han kaldte smukke sentenser eller store ord, på tavlen. Det kunne være et par verslinjer af Tennyson, eller fra den mere humoristiske afdeling, for eksempel Oscar Wildes "vi er alle i rendestenen, men nogle af os retter blikket mod stjernerne".

Disse sentenser og store ord (naturligvis på det smukkeste engelsk) skulle vi skrive ned - og vi blev siden ekserceret i dem med militærisk stramhed.

Det forunderlige er, at han med denne særlige undervisningsmetode fik afleveret nogle meget holdbare levn - ikke at jeg altid husker hvorfra de kom, eller hvad de handlede om, men de lever som små rester af stor skønhed i min ellers overbelastede hukommelse."

“Den hellige jomfru lænede sig ud over himlens gyldne gelænder -hun havde syv stjerner i sit hår og tre liljer i sine hænder.”

Blomster fra Store Larsen årtier efter hans død.

Vi brevvekslede en tid efter, at jeg havde forladt skolen, men da han opdagede, jeg rykkede til venstre rent politisk, skrev han en bandbulle til mig - om femte kolonne og forrædderi - som jeg ikke forstod en lyd af. Men jeg forstod, at dialogen var slut for denne gang, og jeg rev brevet i stykker uden at svare på det.

Store Larsens særlige generøsitet lå i, at han ville ha’, at det lidet som hang fast, skulle være det bedste. Jeg vil ikke sige, at han frejdigt spildte perler på små dovne svin, men han ville være sikker på, at de perler, som nåede frem, var af den ædleste slags:

Således med Shakespeare, som vi jo ikke kom udenom! Han vidste godt at gymnasie-teenagere ikke ville fatte hele Købmanden i Venedig - men han valgte det vigtigste sted ud til repetition og fremhævelse, han kastede lys på de vigtigste tyve linjer igen og igen: Portias brandtale om NÅDEN.

Nåden falder som mild regn fra himlen - den er dobbelt velsignet, fordi den velsigner den, som gir og den, som får. Den er mægtigst blandt de mægtige. Den klær den kronede monark bedre end hans krone - dens magt er større end den, som spir og scepter viser. Og jordisk magt kan ligne Guds, når nåde går for ret. Vores love og vores moral siger selvfølgelig, at forbryderne skal straffes, men nåden er en særlig etisk gave, en næstekærlighedens gave, som er af guddommelig karakter. Den skal anvendes med omhu, men dens værdi kan ikke måles med almindelige moral- og lovregler.

NUMMER TRE i den lille eksempelrække er Grethe Vera Nornild. Hun blev født i et religiøst hjem på den yderste vestkyst af Jylland, hvor hendes far var møller og brugsuddeler. Hun var nummer tre af fire piger og var det lyseste hoved blandt de fire, som iøvrigt alle var kønne og kloge. Det samme var deres forældre. Moren var så god som en omvandrede engel, og faren havde en tør humor og en god pen. Familien flyttede snart til Kolding, hvor han fik en mere givtig stilling i FDB.

Grethe tog en matematisk studentereksamen fra latinskolen og begyndte en universitetsuddannelse. Den standsede dog brat, da hun ventede barn allerede som 19-årig. Kæresten var en lidt ældre dyrlægestuderende fra et rigmandshjem, en stor gård lige udenfor byen, hvor faren var hestehandler. Det blev til 23 års stormfuldt ægteskab - otte døtre i alt og to skils-misser fra hinanden. Den unge dyrlæge var dygtig, begavet, kunstnerisk og charmerende - og tidligt udviklet som fuldblodsalkoholiker. Grethe havde nok at gøre med otte børn, hus, gæster, kontorarbejde og af og til chaufførjob.

Hendes kristne tro blev det, som hun i alle de omtumlede år hentede kræfterne fra. Jeg har hendes slidte bibel med alle understregningerne, og at læse dem er lissom at føre en samtale med hende om de sværeste og dybeste spørgsmål. Forholdet til medmennesket, den kristne etik, er emner, som ofte er streget ind: “Giv enhver som ber dig - og af den som tar hvad dit er, kræver du det ikke igen.”

Jeg ved, at hun prøvede at al magt, at efterleve disse anvisninger - men hun kendte kun alt for godt de mørke sider af sit sind. Hendes vrede kunne være voldsom, og hun sloges med den. En kollega, som hun satte højt, slog i blind sorg og jalousi sin fraskilte kone ihjel, og da jeg spurgte hende, "hvordan kunne han dog gøre det?" svarede hun: “Jeg tænker på, at man skal vel nok være taknemmelig for, at man ikke selv er blevet morder.”

Hendes egen mand var evigt ustabil og havde mange andre kvinder - hans forsørgerevner svandt på grund af hans akoholisme år for år, mens børneflokken voksede. Hun selv havde ikke indtjeningsmuligheder. Da hun blev skilt anden og sidste gang fra ham, gennemførte hun en læreruddannelse, mens de sidste tre børn endnu var små.

Hendes understregninger blir lidt anderledes i disse år, men det samme tema går igennem det hele: påbudene om at gøre mod andre som I ønsker gjort imod jer, påbudene om ikke at være bekymrede og bange - hav ikke for lidt tro: min fred giver jeg jer. Jeg gir jer ikke som verden gir! - Forfærdes ikke i jeres hjerter. Hun kendte helt sikkert til forfærdelsen - og hun kendte til bekymringer i overmål. Hun vidste, at evangelierne advarer mod bekymringer, næsten mere end noget andet. At hver dag har nok i sin plage! Så vær ikke bekymret for morgendagen - den er alligevel i morgen og kan ikke styres i dag.

Hun gik aldrig i kirke. Selv da hun skulle begraves, sagde hun fra. Der lå en seddel med tydelig besked: ingen kirke - kun kapellet. Ingen taler fra præst eller andre! Men salmer og læsesteder fra hendes elskede evangelier var udtrykkeligt anført. Og teksterne blev hendes sidste formaning til de otte døtre, hvoraf jeg er nummer to: en af teksterne var fra Matthæus-evangeliet - historien om stormen på Genesareths sø: Jesus og disciplene er gået om bord i en båd og han lægger sig til at sove. Der rejser sig en vældig storm, og skibet synes at være i stor fare. Men han sover. Til sidst vækker de ham med høje råb: vi går under og skibet synker, og hvorfor ligger du bare og sover? Så rejser han sig og stiller storm og sø, og siger til dem - hvorfor er I bange I lidettroende?

Eller som Lukas lidt kortere skriver det: hvor er jeres tro?

Og her er vi ved et etisk kernespørgmål: kan man holde sin etiske rygmarv intakt uden tro? - Jeg mener ikke nødvendigvis religiøs tro som Grethes, men en tro på nogle værdier, som ligger over og udenfor menneskets rækkevidde og fornuft. Jeg tror ikke, man kan. Det er bare sådan.

DEN SIDSTE i dette umage firkløver er Arne Skovhus, som havde teologisk uddannelse og var højskolelærer, fængselslærer, socialarbejder og sommetider præst og sjælesørger. Men først og fremmest var han nok teatermand. På højskolen spillede han teater med de unge, og i fængslet satte han stykker op med fangerne som aktører. Han skabte Dronningmøllerevyerne, og han ledede i mange år Fiolteatret, hvor han både lavede skuespillerskole og turné-teater. Han lavede engageret og utraditionelt teater - blandt andet spillede narkomaner sig selv i et stykke om narko, og han spillede også selv små roller på både film og TV.

For ham var det kristne budskab om næstkærlighed i selvfølgelig samklang med det sociale. Han udtrykte det engang således: “Socialismen er godheden sat i system.”

Du skal gøre mod andre som du ønsker gjort mod dig selv. Men det var ikke en nem tid at være både kristen og socialist i. Jeg husker engang han, i en eller ander politisk sammenhæng, spurgte om vi ikke skulle holde nogle debatmøder om, hvad kristendommen kunne tilføre socialismen, men han fik det prompte svar fra én af de meget toneangivende, at den kan ingenting tilføre!

Arne sagde ingenting om det herefter, men jeg tænkte på ham, da jeg genlæste brødrene Karamazov, som jo er skrevet, da de socialistiske idéer var nye og spæde. Det er en at bogens personer, Miusov, som i en ophedet diskussion med nogle gejstlige pludselig siger - med et eget eftertryk:

“Jeg hørte af en fransk politi-mand - i Paris for flere år siden - at man dér ikke var synderlig ængstelig for alle disse socialister, anarkister, og revolutionære. Vi overvåger dem og kender deres veje, sagde han. Men dem vi frygter mest, det er dem, der tror på Gud og samtidig er socialister. Den kristne socialist er farligere end den ateistiske.”

Dostojevski selv blev dødsdømt for sin socialistiske overbevisning, men ved benådning blev det til mange år i de fjerne fangelejre, som også det senere regime betjente sig af. Havde han levet dér, havde han måske fået samme dom for sin kristentro og humane livssyn.

For Arne Skovhus, tror jeg det var sådan, at han lærte at lade være med at genere nogen i den socialistiske lejr med sin religiøse tro og praksis - og det samme i den anden ende af spektret.

Det stilfærdige “dobbeltliv” gik først op for mig efter mange års samarbejde. Vi blev naboer og levede dør om dør i en årrække, og det gav venskabet en helt ny facet. Ved utallige små kaffemøder fik jeg mere indblik i hans dagligliv og grundholdninger. Jeg opdagede hans diskrete omgang med sin tro og de kredse, som han delte den med.

Han lærte også at håndtere andre former for dobbeltliv, som skæbnen tildelte ham. Hans kærlighedsliv foldede sig aldrig ud, skønt han givetvis længtes meget efter det - og hans forældre forblev også en hemmelighed hele hans liv. Han var nemlig født ind i en tid, hvor moralen i sådanne sager stod over etikken.

Da han var død sad jeg med hans barndomsven og rodede lidt formålsløst i boet - hvad skulle vi stille op? Han havde ingen familie, som han omgikkes. Barndomsvennen sagde så, at nu ville han altså ha bekræftet, hvem der var Arnes mor, for dét var aldrig blevet sagt imellem dem, skønt de voksede op sammen. Vi kiggede i den øverste skrivebordsskuffe, hvor der lå nogle få, løse papirer. Og det allerførste vi fandt, fortalte os hans livs hemmelighed - som om den var lagt frem til det samme.

Måske skulle det slet ikke have været hemmeligt, at det var en søster, der var hans mor. Måske ville han gerne have samtalet om det, som han ønskede en samtale om det kristne og det socialistiske. Måske var der bare ingen af os som gad den samtale. Eller han var for hurtig til at pakke den af vejen, når muligheden gaves.

Et fællestræk ved disse fire mennesker er denne ubestemmelige blanding af etik og tro, som gør mennesker både synlige og stærke. Og også meget tiltrækkende. Den havde de alle de fire. De var stærke i tro og tvivl, faste i deres etiske bestræbelser, og de havde stor indvirkning på deres omgivelser. Når jeg medtager tvivlen som en styrke, er det fordi jeg mener, tvivlen er et livsvilkår - selv for de stærkeste i troen. Dem som hævder, at de aldrig tvivler - dem tror jeg ikke over en dørtærskel.

De var desuden anti-fundamentalister, og med det mener jeg, at de var åbne og tolerante uden at være ligeglade. Men de var ikke den type, som man bygger institutioner af. De var alt for anti-autoritære til at leve med faste og hierarkiske systemer, deres autoritet var deres indre etiske stabilitet, som for mig at se hang sammen med deres tro. Tro på noget som er større og udenfor menneskers rækkevidde.

Når denne tro deponeres hos magten og pengene er den farlig -og kan bruges til at hærge og undertrykke, som enhver ved. Religionernes, ideologiernes og kapitalens hærgen er fyldt med eksempler af den værste slags. Men etik og tro er uløseligt knyttet til hinanden.

Hvem siger at “vi ikke må slå ihjel”,at vi skal “gøre mod andre som vi vil de skal gøre mod os”, hvem siger at “alle mennesker er født lige værdige og har umistelige rettigheder til frihed og indflydelse på eget liv”? Vi ved det ikke, men vi tror på det.

I de enkelte tilfælde blir vi (næsten) altid i tvivl, men bestræbelsen på det gode - det er den, der er vigtig. Vi kender den bedst, når vi ser på mennesker, som med alle deres fejl og mangler prøvede at stå distancen.

Lis Madsen havde sikkert været en håbløs ægtemage, men var en pioner i sit arbejde. Arne Skovhus var egenrådig og passede ikke ind i de borgerlige normer, men brugte teatret til at give fangerne og narkomanerne værdighed. Grethe, som blev lærer og organist efter otte børn og to skilsmisser fra den samme mand, var kristen uden at kunne bruge kirken, men hun gav lys og styrke til alle børn, der var i hendes nærhed. Store Larsen, som var en forstokket konservativ frihedskæmper, var generøs i sin betagelse af skønhed og ånd og delte den i stor respekt for selv de dovneste elever.

Magten og pengene er den stør- ste trussel mod etikken i de kommende år. Sådan har det vel altid været, men griskhedens udseende er blevet lidt glattere. Bolværket er troen på og viljen til ligeværd og næstekærlighed.

Det Etiske Råd - Årsberetning 1997

Tilbage til oversigten


Klik på nedenstående foto for at hente opløselige fotos.

JPEG - 5.3 kb
Foto: Suste Bonnén