I krig og kærlighed

I krig risikerer man at skyde, eller blive skudt af, både venner og fjender. Her tales der sjældent om det kristne bud om at elske sine fjender, for hvis man gjorde det, kunne krigene næppe gennemføres. Og hvor var vi så henne?

Så findes der en anden variation af alt det skyderi: I stedet for at blive skudt af sin fjende, kan man kan gå hen og blive skudt i sin fjende, og det er kompliceret, for så falder korthuset sammen. De såkaldte tyskertøser under krigen fik kærligheden at føle, da de søgte kærligheden hos de forkerte. Forargelsen ville ingen ende tage.

Det er jo nemt nok at være tolerant her på sikker afstand, men køn var forfølgelsen af dem ikke, og der må være andre, der er i klemme på samme måde i dag, hvor små og større krige raser – ikke bare i Mellemøsten.

I 1963 i revyen, Hvad skal vi lave? filosoferede Jesper Jensen over temaet i en vise, hvor han lader tre unge mænd komme på session. De bliver alle tre kasseret, den første fordi han er fysisk handicappet, den anden fordi han er mentalt lidende, og den tredje fordi han er homoseksuel.

Det var ikke velset i hæren for et halvt århundrede siden, og den unge mand afslører sig, da han ser en smuk ung løjtnant. Sessionsledelsen siger så til ham, at han ikke kan bruges til at forsvare sit land, og det kan han godt selv se:

For hvis det nu
”bredte sig i kompagniet
for tænk hvis alle ku li`et
og hver mand blev skudt i en fjende
så fik krigen jo hurtigt en ende.”

Og det var ikke så godt.

Men tankegangen er, hvis den føres helt til bunds, at hvis folk virkelig elskede (med) deres fjender, så kunne man ikke gennemføre en ordentlig krig.

Jesus siger ikke desto mindre, at vi skal elske vores fjender, og hvordan skal det så forstås? Skal vi gå rundt og lade al uret og undertrykkelse passere uden at gøre indsigelse? Skal vi lade stå til over for plageånderne? Næppe. Jesus var selv ganske temperamentsfuld, når det kom til dem, der gjorde uret mod de små og de nederste, eller dem, der lod pengebegæret få overtaget. Han ryddede templet, og talte dunder ved flere lejligheder.

Undertrykkere og plageånder skal vel afsløres og pacificeres, ja, ligefrem bekæmpes, men det kan muligvis gøres uden den store primitive had- og hævnfølelse.

Det samme gælder dem, som man er uenig med om afgørende spørgsmål – vildt uenig. Et frit samfund kendetegnes af, at der er plads til modsætninger og store uenigheder, at der er plads til modpartens meninger og ytringer.

Modsætninger som livstegn. Ja, det samfund er vel friest og mest menneskeligt - sådan som vi gerne vil tænke om vores - hvor samfundsmagten selv fremelsker sine kritikere og giver dem såvel løn som råderum for at være i opposition.

I en ufuldkommen verden skal enhver magtfuldkommenhed mødes med kritisk kærlig fjendtlighed.

Men kan det nu gælde altid? Skal man også elske de nazister, der slog millioner ihjel? Nej, det skal man da ikke, men den endeløse hævn er heller ikke vejen. Hævn fører kun én vej, og det er lige ud i mørket. Den kan være rensende, ja ligefrem katarsisk, når den forekommer i drama og fortælling, men virkelighedens hævnakter er ikke rensende.

Gengældelse er ingen farbar vej. Årvågenhed overfor nye udgaver af det gamle nazi-spøgelse er mere frugtbar. – Og se, hvem det dog lykkes for at genvinde en slags fjendekærlighed: Vietnameserne tager godt imod amerikanerne i dag, men de genkender sikkert imperialismen, når de møder den.

Russerne skal forhåbentlig aldrig genopleve de processer, der fandt sted i 1930´erne, hvor det var Sovjetstaten mod sovjetborgerne, men de omgås dog rimeligt fredeligt i dag inklusive gammelkommunisterne.

Det kildne i problemet er, at det ikke er så ligetil, når man står ansigt til ansigt med den helt aktuelle trussel. Kan sudanske og somaliske flygtninge elske dem, der hærger og dræber i dag? Kan Irans kvinder elske de præster, der dømmer dem til stening i dag?

I Sydafrika prøvede de med sandhed og forsoning med Desmond Tutu og Nelson Mandela i spidsen, men det var dengang da kampen var vundet. Indtil da havde de selv været en del af befrielsesskrigen.

Det er trods alt lettest, når konflikten er afviklet, og vores unge mand i Jensens revyvise tænker da også fremad, da han afvises på sessionen:

”Det er klart at den dag
hvor retræten bliver truttet
og det hele er færdigt
og freden er sluttet
må man elske sin fjende
og vær´ sentimental
men når man begynder
må man være normal.”

– Og normal i denne forbindelse vil sige: klar til rigtig krig på den normale måde. Det er et svært bud for mennesker, dette at elske sine fjender, for det føles så normalt, at der føres krig. Men hvis man kun elsker sine venner, gør man ikke noget særligt, for det gør vi vel alle sammen.

Elsk jeres fjender, siger Jesus. Velsign dem, som forbander jer, gør godt imod dem, som hader jer.

Domkirken i København nr. 4 2006

Tilbage til oversigten


Klik på nedenstående foto for at hente opløselige fotos.

JPEG - 5.3 kb
Foto: Suste Bonnén