Rødstrømperne forsvandt

Rødstrømperne forsvandt - kvindebevægelsen lever

Historie

For nogle år siden dumpede et meget omfattende hefte med spørgsmål ind ad døren hos næsten 1.300 gamle aktivister i Rødstrømpebevægelsen. Ville man være så god at sætte nogle timer af til besvarelsen! - for afsenderen, Drude Dahlerup, lektor i statsvidenskab ved Aarhus Universitet, var ikke så lidt krævende i sit spørgemateriale.

Der var spørgsmål om alt fra alder, uddannelse og social baggrund til aktiviteter i og omkring Rødstrømpe- bevægelsen, kvindepolitiske holdninger i dag og syn på andre politiske strømninger. Der var plads til personlige udsagn mm.

Materialet er usædvanligt stort i forhold til den slags undersøgelser, og opsøgningen af de ca. 1.300 kvinder har da også været en langsommelig affære. I en bevægelse, som netop ikke ville have medlemmer, ledelse og kartoteker i traditionel forstand, var det ikke så let at finde alle, og det blev derfor en søgning efter deltagerlister fra seminarer, Femølejre, kvindehusmøder osv. Hvilket også er en yderst relevant måde, fordi man på den måde får fat i de mest aktive.

Jeg tror, de fleste af os udfyldte det med stor velvilje og nysgerrighed, og det er nu blevet en af hovedstammerne i det tobindsværk, som Drude Dahlerup har udsendt. Mere end 1.100 sider om rødstrømperne fra 1970 til 1985 - Den danske Rødstrømpebevægelses udvikling, nytænkning og gennemslag.



En gåde

Det er en imponerende indsats - et stykke grundforskning af stor værdi. At den ikke skulle kunne antages som disputats, er mig en gåde, især når jeg tænker på de mange disputatser, der er blevet antaget... og jeg skal nok vogte mig for at sige, hvad, jeg tror, kan være den dybereliggende årsag.

Der er ikke forsket i denne historie før nu, og med undersøgelsens bredde og indsigt, er der ikke tvivl om, at al senere forskning kommer til at forholde sig til denne afhandling. Indsamlingen og registreringen er en forskningsindsats i sig selv.

Selv siger Drude Dahlerup om bogens formål bl. a.: "Med denne bog fortælles og analyseres Rødstrømpe- bevægelsens historie fra start til slut. Det er ikke gjort før. Spredt rundt omkring ligger et utroligt stort og kaotisk materiale, som ikke har været bearbejdet før, ligesom kun ganske få tidligere rødstrømper har skrevet beretninger om deres aktiviteter og oplevelser i bevægelsen."

Drude Dahlerup gør i starten klart opmærksom på, at hun selv er part i sagen på den måde, at hun var aktiv i den århusianske del af Rødstrømperne. Hun diskuterer fordele og ulemper ved det forhold, og man kan så selv vurdere resultatet.

Jeg synes, hun har forstået at drage stor nytte af sin indsigt og viden uden at lade det forplumre overblikket og analysen. Og visse afsnit er helt banebrydende i deres fastholden af en bestemt undersøgelsesvinkel.

Således for eksempel i forholdet til det, hun har valgt at kalde nytænkning. Hun analyser paroler og taktik for den traditionelle kvindesag og sammenholder dem med det som var ’nytænkningen’ eller gennembruddet hos den ny kvindebevægelse, f.eks. omkring abortspørgsmålet, som var en gammel kending fra 60’erne. Men hvad var der anderledes i denne diskussion før og efter 1970, året hvor Rødstrømperne bryder igennem med stor effekt i alle vestlige lande indenfor ét år?



Offensiv nytænkning

Den traditionelle ’kvindesag’ havde argumenteret med sociale årsager, sygdomme, de enlige mødres ringe stilling osv. Måden var lobbyisme og pres på de eksisterende magtstrukturer, men pludselig vender den nye kvindegeneration synsvinklen og flytter subjektet. Det er kvinden selv, der må afgøre, hvad hun og hendes krop skal stille op til - kvinder har ret til selv at bestemme deres identitet. Det er offensivt og det er subjektivt. Og det skabte en omgående identifikation hos den nye store gruppe af kvinder i mellemlagene, som var dem der rekrutterede størsteparten af bevægelsens aktivister.

Den nye bevægelse stod godt nok på skuldrene af den århundredgamle kvindebevægelse, men den brød igennem med en offensiv nytænkning. En modkultur og, senere, en mængde alternative institutioner. I 1987 er der i alt 28 kvindekrisecentre i Danmark og Grønland! Af andre institutioner kan nævnes kvindehøjskole, kvindehistorisk arkiv, kvindeforskningscenter osv.

Disse hører til i bevægelsens sidste fase, og det redegøres der for i afhandlingen på den måde, at der oppdeles i tre faser - den første som nytænkning og aktioner (konfrontationer) den anden som mangfoldighed (emner, projekter, møder, festivaler, kunst) og den tredje fase som specialiseringens tid (gennemslag i institutioner) - det er også her, bevægelsens kræfter enten opsuges i de nye og gamle institutioner, eller afmattes sammen med den venstrefløj, som den i det store og hele fulgtes med.

Rødstrømperne adskilte sig bevidst fra venstrefløjspartierne i deres politiske manifestationer, men de var, viser undersøgelsen, meget forbundet med hele tresser- bevægelsens tradition og politik i øvrigt.



Basisgrupperne

Et andet projekt i afhandlingen er analysen af organiseringen - eller manglen på samme - i bevægelsen. Basisgrupperne var og blev det egentlige organisations- princip. Det sikrede åbenheden - og hæmmede den centraliserede styring.

Afhandlingen har sat sig for at undersøge, om det virkelig lykkedes at lave den ’flade’ struktur, som var det erklærede mål - og dens konklusion er, at det nok er den ’fladeste’ af alle de bevægelser, der i øvrigt kan studeres i efterkrigstiden.

Der blev aldrig valgt en landsledelse f.eks., og selvom der nok kan udpeges ’uformelle’ ledere i den store spørgeskemaundersøgelse - var og blev gruppperne centrum for aktiviterne - alle kunne danne en gruppe og lave aktioner eller sætte noget i gang. Det var en styrke og en svaghed. Den grupppe, som allerede i 1970 organiserede Femølejren, har f.eks. altid hævdet, at dét projekt aldrig ville være blevet vedtaget på et fællesmøde.

Undersøgelsen godtgør, at det forholdt sig sådan, og den diskuterer også svaghederne ved den meget løse struktur. F.eks. kunne bevægelsen som helhed ikke udsende politiske erklæringer, og det var formentlig også den løse struktur der gjorde, at rødstrømperne fulgte alle bevægelsers gang mod afmatning og opløsning.

Der var ingen institution til at overvintre i, da det gik mod bølgedal. Rødstrømperne var et nybrud i en kvinde- bevægelse som eksisterede både før og efter disse 15 år. Spørgeskemaerne fortæller således, at 80 pct. af de gamle aktivister stadig opfatter sig selv som feminister.



Inspiration udefra

Afhandlingen forholder sig løbende til en diskussion blandt bevægelsesforskere om, hvilke faktorer der får mennesker til at gå ind i en bevægelse, og til de traditonelle føjer Drude Dahlerup altså indtifikationen - man genkender og identificerer sig med det der foregår - og går så med. Men også den internationele inspiration spiller en rolle: de nye mediers hurtighed gør, at ideerne hurtigt udveksles fra land til land.

Selv synes jeg, der bør lægges meget vægt på det, som må kaldes de objektive sociale faktorer. De fremhæves i afhandlingens slutning: "Baggrunden for Rødstrømpe- bevægelsens opståen var de dramatiske forandringer i kvinders livssituation og i familiestrukturen, der begyndte i midten af 60’erne: Kvindernes erhvervsfrekvenser steg drastisk, og kvinders uddannelsesniveau blev stadigt højere og begyndte langsomt at nærme sig mændenes. Præventionsmidlerne blev mere sikre og mere udbredte, og børnetallet faldt." Og så videre..... Med andre ord var der lagt op til store forventninger om ligeværd og lige ret. Det er grobund for bevægelser.

Og det er Drude Dahlerups fortjeneste at hun havde mod og evner til at lave denne undersøgelse, før forkerte myter og glemte kasser havde lagt støv over det hele. Part eller ikke part i sagen - det gør jo sværhedsgraden større, at den omhandler en tid, som alle synes, de kan huske - og i øvrigt forholder sig meget følelsesmæssigt til. Det er ærgerligt at så god en forsker muligvis forlader os til fordel for Stockholm.

Information 1998

Tilbage til oversigten


Klik på nedenstående foto for at hente opløselige fotos.

JPEG - 5.3 kb
Foto: Suste Bonnén