En rystende klode har mistet et iltert menneske

Forfatteren Erik Knudsen er død

Jeg vækkes af telefonen og der er ingen der ringer
Jeg accepterer rammen og er ude af billedet

(Hjemme i Labyrinten 1988)



Dagen før valget, 12. november 2007, døde forfatteren Erik Knudsen, 85 år gammel. Han var nok det, man før i tiden ville kalde mæt af dage, men det virkede alligevel som suget fra en kæmpebølge, da hans datter sendte en mail med beskeden.



En ven er forsvundet.
Jeg vidste, det lakkede mod enden, for vi var i jævnlig kontakt. Han havde i 20 år haft alvorlig diabetes, men han håndterede den med en slags virtuositet, på samme måde som han håndterede selve livets tilskikkelser. De var mange og svære, men han bevarede i det hele en stoisk og filosofisk ro, som han i de senere år sammenfattede i to ord: Vær glad.

Glad var han bestemt ikke altid, men fast besluttet på at prøve at være det. Også efter at hans livsledsager, forfatteren Lise Sørensen, for få år siden døde.

Han var engageret, skabende og videbegærlig, og han studerede, indtil han ikke kunne mere. Han var brændende optaget af verdens tilstand, klar i mælet, skarp og sprogligt nøjeregnende i sin digtning.

Hans forfatterskab deler sig i to store og ligeværdige hovedgrupper: det politisk-satiriske drama og den formsikre lyrik, som havde sine rødder i den svenske modernisme. Han udgik fra den tidlige Heretica-kreds, men vendte den hurtigt ryggen, blev lærer, højskolelærer og politisk aktivist. Krogerup-elever har gennem flere generationer nydt godt af hans generøse pædagogiske evner – og sikkert mærket hans iltre og til tider hidsige temperament.

Hans dramatiske gennembrud kom i 1961 med den satiriske musical, Frihed det bedste Guld. Den åbnede ballet for hele den strøm af politisk engageret kunst, som fulgte de to næste årtier. Den gav stemme til generationens kritik af forbrugersamfund og overfladisk underholdning: »køb og kasser førend naboen sir det´t gammeldags«, sang studenterscenens aktører til Finn Saverys jazzmelodier.

Det var et under oven på den kolde krigs stivfrosne offentlighed. På det tidspunkt var han for længst slået igennem som lyriker. Det store gennembrud var samlingen Blomsten og Sværdet fra 1949, som han altid forholdt sig muntert ironisk til, selvom han godt vidste, den var slidstærk. Der er litterater, som i dag vurderer ham som den største danske poet i det 20. århundrede, og det skal nok være rigtigt.

Selv kendte jeg ham først som den ivrige kultur- og venstrefløjsdebattør, der havde skabt den politiske musical. Siden blev han en kammerat i venstrefløjsarbejdet – først og fremmest i de ti voldsomme år under Vietnam-krigen, som han engagerede sig i med krop og sjæl. Han forblev digteren med stort D, men han løb aldrig fra det brændende engagement – hans lyrik kunne godt tåle den skarpe samfundsanalyse. Mange digtsamlinger blev det til, og det var og blev lyrik for alle pengene.

Han har, sammen med kollegaen Ivan Malinovski, stået for de bedste danske oversættelser af Bert Brecht, og dramatisk er der ingen tvivl om, hvem læremesteren var. Han skrev flere politiske samtids-satirer, og digtsamlingerne kom som sproglige lyn-glimt indimellem. »Jeg læser Trotski«, kunne et digt pludselig hedde:



Hele Rusland en sneørken
Men Trotski fryser ikke til i raseri
Syg og energisk fortsætter han sin kamp.

(Forsøg på at gå 1978)



Trods alle hans vidunderlige poesier uden de rim, han gjorde grin med, sneg de sig ind i hans berømteste digt, Credo (Jeg tror) fra 1949. Det gjorde han gemytligt grin med, men det var og blev alvor.

»Med en rystende klode som underlag«, skrev han, og det er blevet en velkendt sætning i lyrikkens verden. Han forklarede (ubarmhjertigt satirisk mod sig selv) at han bare havde siddet med et gammelt skoleatlas på knæene – som underlag for det papir, han digtede på.

Han ville ikke skrive mere, sagde han de seneste år, men han kunne ikke dy sig, og han gendigtede for nylig de svære og brændende ungdomsdigte af Arthur Rimbaud. Mesterligt. I et brev for nogle få måneder siden skrev han: »jeg vover ikke at tænke på at komme igen med nye tryksager – det vil uvægerlig blive anti-klimax.«

Jeg er nu ikke sikker på, at der ikke ligger små lyriske statements og venter på opmærksomhed – og arrige udbrud over verdens tilstand. De ligger sikkert og skvulper i den strandkant, han holdt så meget af - når nu kæmpebølgen har trukket sig tilbage med hans lange magre krop og flyvende hvide hår.

Artikel-link:  klik her

Modkraft 2007

Tilbage til oversigten


Klik på nedenstående foto for at hente opløselige fotos.

JPEG - 5.3 kb
Foto: Suste Bonnén