Lyden af en generation

Til Bob Dylans 60-årsdag, 2001

Det er komplet umuligt at forstå det mangfoldige 1960´eroprør uden at kende dets lyd. Tonerne og lyden er en meget kort vej til hjertet, og oprøret havde bolig i hjertet. Det var glæden over at være ung og at være det sammen, over at udvikle et fælles projekt med nye livsformer og handlemåder, at erstatte al stivnet moral med hjertets renhed. Fred i Vietnam, frihed til Afrika, farvel til alle mørkemænd og atombomber - og det var et skarpt lys på de autoriteter, der sad på magten, den militære, den pengemæssige, den moralske.

Det var meget på én gang, og det var halsbrækkende.

Bob Dylans lyd var en uadskillelig del af dette halsbrækkende projekt. Den var mere nutidig end noget andet, selvom den groede i den ældgamle folkelige kompostbunke af balladetoner, bluesmusik og ganske almindelige råb.

Når han sang om The North Country Fair, så kunne det lisså vel vær en markedstur til Scarborough Fair i Skotland eller England for 300 år siden. Eller Leadbelly for 50 år siden. ”Se til at hun har bærer en kåbe så varm” ville det hedde i en dansk middelalderballade. Både ordene og lyden var balladens, men billederne var som pludselige lys på nutidens mennesker. På os.

Hans stemme med tilhørende mundharpe (eller var det omvendt?) overskred alle grænser for god opførsel, nøjagtig som hele generationen gjorde det, og havde man først lukket stemmen ind, var der ingen vej tilbage. Han var politisk i den forstand, at han gjorde vores liv gennemsigtigt – og samfundets gennemskueligt. Men han var det på en flertydig måde, selvom ingen kunne være i tvivl om ”hvad side han var på”.

I dag er det let at se, at fællesnævneren for hele det brogede oprør var antiautoritet. Alle autoriteter skulle endevendes med henblik på senere kassation, men Dylan sang bare ”don´t follow leaders”, og så var den pot ude. Hans mundharpelyd var lige så god i sengen som på gaden. Han sære tvetydige tekster forbandt sig med kærlighedens glæder og sorger, uden at man kunne gøre rede for det – ”hvis du ikke ved, hvad der foregår, hr. Jones, så spørg fru Jones”. Og mundharpen klagede om kap med al fortvivlelsen og forvirringen. Hvad var der gang i?

I gaderne lød der slæbende skridt af titusindvis af fødder, det var sommer, og støvet rejste sig. Fødderne var gået i stå, fordi demonstrationstoget klumpede sammen – og Vietnam var langt væk og meget nær. I et vindue højt oppe blev en højtaler vendt udad og der blev skruet op på fuld styrke –”everybody must get stoned”.

De vil stene dig, når du kører i din bil, og de stener dig, når du spiller på din guitar, og således vil alle blive stenet (stenede)…… Selv om teksten var tvetydig, så var lyden det ikke: man var på det rette sted. Lige nu. Sangen er i en slags march-tempo, og den er en anti-march på samme tid. Dens titel er Rainy Day Women, og det er ikke til at sige hvorfor. På mit smukt dekorerede single-eksemplar står der ”tillykke med fødselsdagen 1968 – fra Tønnes”.

Jeg nåede aldrig rigtig at følge med i de mange senere udgivelser, men var glad, da han lavede ”Oh Mercy”, for det var også blevet mit store behov på det tidspunkt. Men jeg kunne se, hvordan mange tidligere tilhængere stoppede op og vendte sig væk. Ikke alle har åbenbart brug for nåde og barmhjertighed. Men 60´eroprøret var også et mægtigt savn efter ånd i en åndeligt stivnet verden, og Dylans lyd og tekst var igen med til at bryde mure ned.

For et par år siden spillede han pludselig hos Strictly Underground (no fucking sponsors) i Den Grå Hal i Christiania. Der var kun nogle få hundrede pladser, og jeg kom ind på en ”forældrebillet”. Jeg hørte ikke mange af ordene, men lyden gik gennem marv og ben, ind til de erindringer, som er hjemmehørende dér. Samtidig fik jeg igen fornemmelsen af at være på det rette sted. Lige nu.

Ekstra Bladet 2001

Tilbage til oversigten


Klik på nedenstående foto for at hente opløselige fotos.

JPEG - 5.3 kb
Foto: Suste Bonnén