Kulturkampen kun et pynteforkæde

Det er vigtigt at hive tøjet af kulturkampen, for den er kun et pynteforklæde for noget helt andet. Det er slet ikke en »kulturkamp«, vi er ude for, det er en ganske gemen ideologikamp, og den var startet længe før, den blev omdøbt til kulturkamp, nemlig da Anders Fogh erklærede krig mod smagsdommere og eksperter. Den har siden da kørt på alle niveauer og faggrupper.

Det er en ideologisk kamp, som først og fremmest skal retfærdiggøre, at vi flytter penge og indflydelse tilbage til de rette, nemlig borgerskabet. Samt at vi indfører markedskræfternes »naturlove« på alle områder. Det være sig skoler, hospitaler, fritidshjem, forskning, kollektiv trafik, eller i det faglige arbejde.

De mærkbare økonomiske stramninger på alle de områder indsyltes i snak om rundkredspædagogik og gruppeeksamen og fjumreår og strukturændringer. Nu skal der lægges en plan lige fra nulte klasse, som målretter alle små børns liv lige direkte mod erhvervslivet, og det skal ske med test, kontrakter og udliciteringer af så meget som muligt i hele uddannelsessektoren. Det er skolen til erhvervslivet.

Her har vi kulturkampen: alt det, som ikke indgår i den store mainstream af arbejdsmarkedskræfter er håbløst gammeldags og – ja, betonsocialistisk. Kulturkampens hovedscene er sproget, medierne, værdierne, men dens virkelighed er pengene og fordelingen af dem. Mangelen på kultur i den standende kulturkamp blev næsten tilsløret af de små kugler, der drattede ud af kanon-mundingerne, mens kulturministeren affyrede sin lille nationale kanon. Det kan nok være, det tordnede i en hel uge, da en forbløffet presse modtog de ét tusind og én frasorteringer af den danske kulturs hovedværker.

Smagsdommerne og eksperterne var ansat af regeringen, og længere er den ikke. Det nye er, at en regering så utvetydigt går ud og erklærer sin krig på det område. Alle regeringer prøver selvfølgelig at sætte deres aftryk af ideologisk art, men de fleste gør det lidt mindre krigerisk end Fogh-regeringen og dens ultra-nationalistiske støtteparti.

Kulturkampen fik sjovt nok sit første alvorlige grundstød, da en af dens stærkeste bastioner rigtig skulle ud og vigte sig med, at den godt turde blæse på en flok forkølede muslimers fine følelser. »Her i landet gør vi da som det passer os. Vi skriver ganske vist ikke jødesvin, og vi viser ikke børneporno, for vi har vel anstændighed, men profeten med en bombe i hatten! Så kan de lære det!«

Da eksporttabet begyndte at skulle tælles i milliarder af kroner, blev der trukket i bremserne fra vennerne på pengesiden, skønt det var alt for sent. Statsministeren havde godt nok været ude og ændre sit partis stilling under besættelsen med tilbagevirkende kraft og talt forarget om, at erhvervslivet tjente tykt på samarbejde med nazisterne, men nu fik han så prøvet, hvad det ville sige at miste indtægter for den store »frihedskamp« han deltager i.

Det har været tankevækkende at se de borgerlige kræfters forvirring. Havde venstrefløjen gjort noget, der skabte sådan et postyr, tør jeg slet ikke tænke på, hvad dét havde kostet af fængslinger, retssager og fordømmelser. Men nu blev den ført af en humørforladt kulturredaktør på landets borgerligste avis, og han fik følgeskab af et par selvfede imamer, der ikke kunne styre deres fornøjelse over at komme i TV. De matchede Pia Kjærsgaard og konsortier på en sær ukulturel måde.

Som venstrefløj skal vi først og fremmest ikke forbavses over hele postyret. Det er en logisk følge af den øjeblikkelige magtfordeling i landet. Men vi skal heller ikke give køb på vores værdier – om de så hedder rundkreds, gruppe, solidaritet eller lighed. Det er vigtigt at vurdere, om dét er værdier, vi faktisk vil værne om. Bæredygtighed og demokrati er endnu en slags plusord, men lad os se, hvor længe. Vi skal afsløre de indgreb, der sker med falsk kulturel varebetegnelse. Om det er på boligmarkedet eller i den fagretslige lovgivning, er ét fedt. Når aldersgrænserne i børnehaver, skoler og fritidshjem flyttes nedad, så er det en fiks måde at forringe normeringerne på, men det hele bliver overdøvet af råberiet om rundkredse og flere test.

Kulturkampen skal afsløres og modgås, for den er fup og fidus, og den tjener som dække for noget helt andet end det, vi normalt forstår ved kultur. Der trænges til en klar ideologisk modoffensiv. Kulturen skal nok klare sig selv.

Salt 2006

Tilbage til oversigten


Klik på nedenstående foto for at hente opløselige fotos.

JPEG - 5.3 kb
Foto: Suste Bonnén