Nu vi taler om paven

Inden vi falder helt i rørelse over pavens samtaler med Habermas og hans tale om tro og fornuft, er det værd at huske på hans aktive indsats imod ikke bare abort, men også prævention!

Ja, man tror det næppe.

De, som fylder det offentlige rum med gift i abortdebatten, er først og fremmest den yderste højrefløj i det kristne landskab. Det er trist at høre på som kristen, kan jeg godt afsløre.

Det er, sammen med paven, både menigheder, enkeltpræster og hele kirker rundt om i verden, som øser deres giftige fordømmelse ud over de i forvejen hårdt prøvede kvinder.

Det kan godt være, der er nogle kvinder, der får lavet abort uden svære overvejelser og eftertanker, men for de fleste er det en tung beslutning. Nogle bliver mærkede af det hele livet.

Den bedste forebyggelse af abort er som bekendt prævention, men mange i de samme kredse mener minsandten, at prævention også er forkert 1. fordi den muliggør sex og løsagtighed udenfor ægteskabet og 2. fordi det også er en slags barnemord.

Den nye pave har ført an i galskaben og skærpet tonen fra den gamle, nu afdøde, pave. Han belærte kort efter sin indsættelse de afrikanske biskopper og kardinaler: gå hjem og fortæl jeres menigheder, at både abort og prævention er forbudt!

Han kunne lige så godt sige: gå hjem og slå endnu titusinder af kvinder og mænd ihjel af aids og andre sygdomme. Og forvis jer desuden om, at millioner af børn i Afrika på den måde bliver forældreløse. Massemorder må man ikke sige højt, men jeg hvisker det hen for mig: massemorder!

I USA er Bush i den grad i lommen på sin religiøse højrefløj, at han har lanceret en ulandspolitik, der fratager lande og projekter hjælp, hvis de oplyser om abort og prævention. Det kaldes mundkurvs-reglen. Og skvulpene fra de store bølger i udlandet når ind over vores grænser, selvom mange tror, at den debat er slut. Det er den ikke, og den vil næppe heller blive det i overskuelig fremtid.

Her i landet har kirkelige kredse fået den usmagelige ide at lave en mindelund for de aborterede fostre. Og det er besynderligt nok den samme type mænd, som overalt fører an i den kampagne. De samler glødende kul på hovederne af de kvinder, der i forvejen skal prøve at leve med deres svære valg.

Retten til abort er ikke noget, der vindes én gang for alle, den blev gennemført efter årtiers pres, debat og (kvinde)politisk arbejde. Folk har siddet i fængsel for at få den ret gennemført.

Den legale provokerede abort (og her taler jeg om abort i de tidligste uger af svangerskabet) er ikke en ret til fest og uansvarlighed, det er en ret til at være herre i sit eget liv og sin egen krop – og til at tage ansvar også for de tunge og alvorlige ting i livet.

Den senere abort kan, efter min mening, kun accepteres i meget tungtvejende tilfælde. Det handler ikke om retten til ubekymrethed men om retten til at bære et tungt ansvar.

Men paven er ikke sådan at bide skeer med: onde tunger blandt katolikkerne hævder, det er fordi han ønsker en større tilvækst af kommende katolikker! Men hvis hans bandbulle imod præventionen følges, så vil de dø en meget tidlig død af aids og ikke gøre hans kirke stor gavn. Og de forældreløse børn vil ikke have grund til at takke ham.

Kommentar i Mødrehjælpens blad 2004

Tilbage til oversigten


Klik på nedenstående foto for at hente opløselige fotos.

JPEG - 5.3 kb
Foto: Suste Bonnén