Kun et skridt tilbage

Da ”Grevinden” så ud til at vågne op, var bevægelsen på vej ud i verden. Her er en ultrakort version af de femogtyve års kvindebevægelse efter den nat kort før 1980, da Grevinde Danner genopstod. Note: Bente Hansen, En Køn Historie (2004) - fortæller i personlig og erfaringsbaseret form om de sidste 50 års kvindebevægelse. (325 sider, illustreret med sort-hvide fotos, 299 kr, Lindhardt&Ringhof)

Da nytåret 1980 nærmede sig, havde der i ti år været fuld damp under kedlerne i kvindebevægelsen. Det var Halvfjerdserfeminismen, eller Kvindernes befrielsesbevægelse eller (her i landet) Rødstrømpebevægelsen, som strøg gennem alle klodens lande. Internationalt hed det Womens Lib.

I de fleste større byer her i landet var der kvindehuse med et væld af alle mulige og umulige aktiviteter. Der var rådgivning, selvhjælpsgrupper, faglige grupper, kontorgrupper og feministisk selvforsvar. Der blev udgivet blade og bøger, og der blev holdt fællesmøder for de aktive – og dem var der rigtig mange på det tidspunkt.

Rundt i landet var der stadig efter de første ti år stor tilstrømning og der meldte sig hele tiden ny kvinder under fanerne. Men ti år er meget for en bevægelse, for sådan én lever af sin brændende aktivisme, sine frivillige og alle sine nye ideer. Og på et tidspunkt begynder de første at være slidt op.

Min erfaring med bevægelser er, at de kan være på toppen i fem, ti eller femten år, men så er det også projektet også gennemløbet i sin grundform og begynder, i bedste fald, at formere nye grupper og nye sideaktiviteter. Selve grundformen er ved at være brugt op, og sådan var det også hos Rødstrømpebevægelsen i København, da vi kom til nytåret 1980.

Ingen ville sige det højt, for der var stadig så meget nyt land at vinde, men det kunne mærkes, at der hele tiden skulle spørges efter nye aktivister på kerneområderne – husgruppen, koordinationsgruppen, kontorgruppen, festivalgruppen osv. Og samtidig foregik der en livlig forøgelse af aktiviteterne helt nye steder.

Det tydeligste sted var Grevinde Danner, som blev erobret en nat af en flok kvinder, der havde opdaget husets muligheder. Det blev en lang og succesrig kamp for at få institutionen på benene, og den havde en række andre nyskabelser lige i hælene. Der var blevet varmet godt op i forvejen, idet kriminalisering af vold og voldtægt havde været et af bevægelsens hovedemner i mange år. Der var så at sige redt op!

Grevinden skulle blive til et center for volds- og kriseramte kvinder og børn, og det blev det, men de år der gik forud, blev til en læreproces for store mængder af aktivister, der fik erfaring med indsamling af midler hos offentlige og private, med bygningskonstruktion og håndværk og andre traditionelle mandefag, og der blev gjort mange erfaringer med organisationsarbejde.

Der er ikke tvivl om, at det tappede bevægelsen for aktivister mange andre steder, men det jo positivt og fantastisk, at der overhovedet kom så stort et projekt i gang.

Det var også positivt, at så mange begyndte at gå med i kvindernes fredsaktiviteter. I USA udråbte præsident Reagan i begyndelsen af 1980´erne Sovjetunionen til ondskabens imperium, og han genstartede en oprustning, som ellers var fladet lidt ud. Øst og vest opstillede atombærende raketter på begge sider af Jerntæppet, og Europa lå lige i skudlinjen for det store atomragnarok. Ikke sært, at der kom gang i protestbevægelserne, og fra Skandinavien udgik der i de år flere kvindemarcher for fred og nedrustning.

De blev til Kvinder for Fred, og en aktivitet, der opstod i forlængelse af de marcher var kvindelejren ved Greenham Common-basen i England. Det var en amerikansk militærbase med mange affyringsramper og atomraketter. Det startede med titusinder af kvinder, som slog sig ned og prøvede at chikanere basen med protester og brud på indhegningerne. Lejren kom til at ligge der i mange år, og fortsatte kvindeaktivismen og –kulturen fra halvfjerdserne. Lejren blev efterlignet i andre lande og også herhjemme. Det var et andet sted, hvor mange kvinder lagde deres kræfter i de år.

Et tredje sted, som også tog mange aktivister fra de gamle centrer for bevægelsen, var Lesbisk Bevægelse, som allerede i 1975 havde skilt sig ud fra den øvrige bevægelse. I København var de forblevet i Kvindehuset, og vi fulgtes stadig ad, men de havde egne fællesmøder og paroler, og også det kunne mærkes på kræfterne hos de tilbageblevne.

Det var altså tre meget flotte og vigtige aktiviteter, som var begyndt at tappe den gamle bevægelse, og hvad der også kunne mærkes var, at der fra slutningen af halvfjerdserne og det meste af firserne opstod en enorm arbejdsløshed, som begyndte at tære. Det var ikke længere så let lige at gå ud og finde et job for en tid.

Alle var jo også blevet de ti år ældre som gør, at man ikke lige kan være fuldtidsaktivist hele døgnet rundt. Der skulle afsluttes studier og tjenes månedsløn og passes børn. Og alligevel opstod der i de år, indenfor bevægelsen, nye grupperinger. Der var Unge kvinder, der var Kvinder over Fyrre, der var Sekstimerskampagnen, og Femølejren blev bragt flot igen, da den blev overtaget af de lesbiske. Der blev stadig holdt nogle flotte festivaler, og i befolkningens bevidsthed var der stadig en bevægelse.

Da vi kom til midten af firserne, kunne det ikke længere nytte at skjule sliddet, og i 1985 besluttede Århus-rødstrømperne af nedlægge sig selv. Det gjorde de med en kæmpefest i Stakladen, som gav genlyd og rystede mange, men andre så det som en realistisk og dristig markering af, at nu var der nye tider og andre ting på vej.

1980´erne var altså en utrolig vigtig tid for bevægelsen. Foruden alle krisecentrene blev der etableret en række forskningssteder, som var opstået i hælene på den feministiske fagkritik i halvfjerdserne. Der blev skabt økonomi for dem, om end den altid har været spinkel og usikker, men det skal nævnes, at det kom igennem med en borgerlig regering, som ikke var så snæversynet og fanatisk som den nuværende. De kunne godt leve med progressive fagkritikere og andre levende centre…….

Vi gamle glædede os altid til, at der ville opstå nye grupper, som på deres egne betingelser kunne tage tråden op og vise os nye veje. Vi vidste, at det ville blive uden for vores område og vores gamle vaner, når det skete, og det blev det også. De mest synlige blev BZ-bevægelsens kvindegrupper, og de bragte en militant praksis med sig, som var ny for os andre. Vi mødte dem ikke med mindre vi direkte opsøgte dem – eller blev opsøgt, for de var selvstændige og nærmest hemmelige i deres offentlige fremtræden. De var autonome.

Vi hørte om pornobutikker og sex-klubber, som fik deres bekomst ved nattetide, og vi stirrede spændte ud i mørket for at få at vide hvem det var. Men når de viste sig for pressen eller offentligheden, var de maskerede med maling og tørklæder. De ventede ikke på nogen prins, skrev de, ”vi rider selv.”

De fyldte op på de gader, som alt for længe havde været tømt for aktionerende feminister, de demonstrerede og aktionerede, og de skabte spænding og nysgerrighed omkring deres færden. Det var provokerende og myteskabende.

Efter nogle år dukkede så deres feministiske modstykke fra den mere akademiske verden op: Kvindeligt Selskab. Her var der ingen formumning, der var navne og kultur og vin og kage, og det hele fik pressen til at nærme sig som hvepse omkring en kyllingemousse i september. Endelig var der kvinder med røde negle, bh´er og læbestift igen, og det fik dele af pressen til at ånde lettet op. De signalerede kultur, køn og dannelse.

Men de tog alligevel fusen på fisefornemheden den ene gang efter den anden, og da de holdt 8.marts i Den Grå Hal på Christiania, hvor de uddelte prisen, Årets Pikhoved, var der højlydt forargelse. Der var kort sagt ingen, der skulle regne med, at de vidste, hvor de havde dem. Det var flot manøvreret, for de satte hele tiden nye debatter i søen, og der var run på deres møder. De hang uformelt sammen med den københavnske kvindeforskning, og de var lærde og almendannede.

Det var karakteristisk for slutningen af firserne og starten på halvfemserne, at kvindebevægelsen igen måtte se sig delt. Nogle holdt den gamle gadeaktivisme højt, mens andre fortsatte med studier, debatmøder og forskning.

Jeg tror ikke, det kunne være anderledes i den periode, for det er kun i meget mobiliserende tider, at de forskellige retninger finder sammen i en flerstemmig klang med fælles melodi. Det var det, der var sket i 1970 i de fleste lande, og det var det, som ikke længere var muligt, da vi nåede til 1990. Grupperingerne måtte tage tråden op der, hvor de var.

De autonome Valkyrier knopskød i 1990`erne med en ganske stor gruppe af helt unge feminister, som igen kom på gaden. De optrådte i de store byer under forskellige navne og med forskellige aktiviteter, og i København havde Feministisk Aktion nogle år, hvor de videreudviklede møde- og kvindecafé-politikken. De var aktivister, og de kaldte sig Medusa og Kran. Den sidste eksisterer endnu.

De havde mildest talt ikke den rygvind, som vi andre havde haft, men de holdt diskussionen i gang, og de var synlige på gaderne, parallelt med alle de bogudgivelser, der pludselig så dagens lys omkring årtusindskiftet. Medusa- og Kran-kvinderne havde også baggrund i det venstreradikale politiske miljø omkring de antifascistiske grupper, og de var på mange måder i tråd med halvfjerdserfeminismens gamle parole om Ingen kvindekamp uden klassekamp – ingen klassekamp uden kvindekamp.

Der var bare det ved det, at med en broget og globaliseret omverden var det ikke så enkelt at sige det på den måde. Alligevel så de både patriarkat og markedsøkonomi som en fælles baggrund for de problemer, som unge kvinder måtte konfrontere. Deres mærkesager var i øvrigt tæt på dem, som det Kvindelige Selskab tog op. Sexismen, kvindelønnen, volden, prostitutionen, barselsorloven, pornoficeringen af kønnet og den globaliserede handel med kvinder.

Sådan ser det ud i dag, og det er ikke så svært at se, at forholdene for kvinder i dagens Danmark på mange måder ligner dem, som halvfjerdserfeminismen prøvede at lave om på. De mest pessimistiske synes, at der er sket tilbageskridt på mange måder, og det er der også, hvis man ser på den sexistiske tones genkomst. I sprog, krop og klæder. Ligelønnen, som blev formelt gennemført i 1973 har ikke skaffet mere ligeløn, og volden mod kvinder er både her og i andre lande den samme. Porno af den værste slags oversvømmer den offentlige markedsplads, og kvinder med små børn løber hurtigere end nogensinde.

Men der er vundet sejre på mange områder, der er skabt indpas for kvinder i alle faggrupper, der er gennemført en kønsideologisk kritik af de gamle mandefag, der er forskning i gang over alt, der er ingen diskussion om kvinders ret til uddannelse og avancement, der er både i fagbevægelse og partier og EU påbegyndt en indarbejdelse af ligestilling i alle forhold. Mainstreaming kaldes det på moderne dansk. Der kan kort sagt opregnes mange plusser og minusser. Selv vil jeg nok sige, at det har været to skridt frem og kun ét tilbage.

Note: Bente Hansen, En Køn Historie (2004) - fortæller i personlig og erfaringsbaseret form om de sidste 50 års kvindebevægelse. (325 sider, illustreret med sort-hvide fotos, 299 kr, Lindhardt&Ringhof)

Fra bog i anledning af Grevinde Danners 125 års fødselsdag 2004

Tilbage til oversigten


Klik på nedenstående foto for at hente opløselige fotos.

JPEG - 5.3 kb
Foto: Suste Bonnén