Plads til Gud og hvermand

Nekrolog over Ebbe Kløvedal Reich

Ebbe Kløvedal Reich var sommetider bekymret for, om hans evindelige sammenblanding af genrer ville forplumre hans eftermæle. Han holdt en lille tale om det ved en af de utallige prisoverrækkelser, som han var hovedperson i.

Han havde nu ikke behøvet at bekymre sig, for de fleste forstod, at han var generalist. Han vidste noget om det meste, og han holdt sig ikke til en bestemt genre eller område. Hans speciale var de store sammenhænge, tidsånden og Ånden med stort Å – og her vidste han en hel masse. Historien som nutid og levende fortid var hans tumleplads, sådan som han beskrev den i sin sidste roman, Himlene og Jorden. Han blandede fiktion og fakta, og han kaldte det faktion. Hans filosofiske spørgsmål til historieskrivningen var: hvordan skal man nogensinde få noget at vide, hvis man kun skriver det, man ved? Og på den måde skrev han sine, efter min mening, bedste værker, folkebogen om Frederik og den store Danmarks-fortælling i tre bind.

For yngre generationer kan det være svært at forklare, hvad Ebbe Kløvedals betydning for samfundsforståelsen og –debatten var, for den havde så mange sider, og han levede i så mange rum. I hvert fald hvis man så det udefra.

I starten hed han kun Reich til efternavn, men i de befriede områders tid sidst i tresserne, tog han sammen med en gruppe kollektivister mellemnavnet Kløvedal. Jeg tror, at mange kun kender ham med dét navn.

Navnet blev taget af en hel gruppe unge mennesker af den type, som i dag bliver kaldt 68´ere. Ebbe var uden tvivl den mest visionære og bemærkelsesværdige i den gruppe, som ellers var rigeligt bemærkelsesværdig. Han fortæller om navnet i de tolv ”Mands-minde-foredrag”, som han holdt året før sin død, Efter krigen – før freden:

Kløvedal er, som mange nok ved, et sted i Ringenes Herre (Rivendel på engelsk) og ”det er navnet på det sted, hvor de dødelige og gæstfri lavalfer holder til, og hvor man samles, før man drager ud på nye eventyr.”

Jeg tror, Ebbe har beskrevet sig selv ganske godt ad denne omvej. Dels vidste han, da han skrev det, at han var dødeligt syg, dels har hans forestilling om et godt menneske nok ligget tæt på det ”gæstfri” menneske. Hermed menes ikke bogstavelig og hjemlig gæstfrihed, men en sindets gæstfrihed. Han havde et usædvanligt gæstfrit sind med plads til Gud og hvermand.

Og en lavalf var han i hvert fald. Eller en halv-elvermand. Der er ingen tvivl om, at elverfolket, som det er skildret hos Tolkien, var hans drømmefolk. Men han var samtidig både historiker, krønikeskriver, romanforfatter, tresserflipper og (i korte perioder) også politiker. Men lavalfen gik gennem det hele og bevarede eventyret i alt, hvad han rørte ved.

Tilbage i begyndelsen af 1960´erne studerede han historie, og dér blev hans speciale pludselig mere aktuelt, end han havde forestillet sig. Det var blandt andet Indokina, og han blev tidligt en af frontfigurerne i modstanden mod Vietnam Krigen. Han tog en stor tørn, og det kostede ham en ellers tiltrængt kommentator-funktion på Danmarks Radio. Men han sagde også nogle år senere, at han ikke mere gad være ”eksperten” på området. Det var sgu alt for let at blive ekspert. Han havde læst nogle bøger og tidsskrifter, som ingen andre havde læst, og det var så det.

Samtidig forlod han definitivt studierne, og hvad skulle han sådan set også med dem? Han studerede flittigt hele sit liv. Han var del af mange grupper og retninger, som folk tit syntes var i strid med hinanden, men for ham hang de fint sammen. En fælles overskrift kunne være, at han var et sjælemenneske, som mest gik efter at være en slags sandhedsvidne i de forhold, han løb ind i. Han var fortolker af tiden, men han var også medskaber af den.

Vi var sammen på politisk revy midt i tresserne, og han har om den tid skrevet, at hans politiske bevidsthed blev skærpet på alle måder. ”Den har aldrig før eller siden været i så fin form.” Hertil må siges, at hans eget bidrag til skærpelsen mildt sagt var betydeligt. Han havde desuden den overraskende tilgang til stoffet, stor humor og stort mod, og man skal ikke tage fejl af hans evne til at bøje af og undgå de direkte nærkampe. Han var ikke til direkte krig og nærkamp, men det var kun hans måde, der var bøjelig. Hans grobund var fast.

Han var også idemanden, da vi nogle år senere, sammen med to gamle kammerater, Mogens Kløvedal og Peter Poulsen, lavede endnu et tidsskrift, Fælleden. Da vi var klar til start, kastede vi et kenderblik på vores horoskoper, og Ebbe, som også på det felt var den største kender, konkluderede, at ”denne redaktion kan alt. Måske bortset fra at tænke.” Modstanden mod EU blev et andet af de områder, der i mange år nød godt af hans åndsevner, men da hele arrangementet efter tredive års modstand, alligevel var etableret, så han i øjnene, at det var vigtigere at konstatere tingenes tilstand. Derefter gik han ind for, at der i det mindste blev lavet en føderation ud af det hele, så man kunne få det klart på skrift og i lovgivning, hvad der var enkeltstaternes område, og hvad der var unionens. Modstanderkredsene var vist noget forbløffede over den holdning.

Hans gamle forbindelse til kristentroen og folkekirken skabte til gengæld forbløffelse i helt andre kredse. Hans arbejde med Grundtvig i bogen om Frederik, var et afsæt i den retning, og hans kristentro var uden for al tvivl i slægt med Frederiks. Han kaldte sig selv ”vanekristen”, men han var langt mere end det. Han havde en tro, der både var forfinet og solidt jordbunden – og med tiden teologisk velfunderet.

Den sidste artikel, jeg bestilte hos ham var til Årbogen for Københavns stift 2004, hvor vi bad ham om at skrive om et af udtrykkene i trosbekendelsen: ”de helliges samfund”. Han tænkte et par sekunder og mumlede underfundigt, at han nok skulle finde en vinkel. Og han skrev, efter grundig overvejelse, at man lige så godt kunne sige ”syndernes samfund”. På den måde ville det omfatte syndere, toldere, afsindige og udøbte og alle slags kættere, og på den måde ville det rumme ”et ekko af den grænseløse næstekærlighed og barmhjertighed, som Jesus viste os med sit liv på jorden.”

Han havde for længst vænnet sig til den hovedrysten, der fulgte med hans kristentro og alt det andet, han syslede med. Men han fortsatte sit flerstrengede projekt med at skrive krøniker om både kirken, troen, den permanente imperialismes stadige ekspansion - og om fantasien og godheden.

Han var far til fire, og det var selvsagt med fire forskellige kvinder. Det var jo i revolutionens tid. Hans sidste og længstvarende ægteskab var med Elise, som han ikke havde børn med, men deres fem børnebørn var fælles børn, og hun så til, at den brogede familie kom sammen, hvilket var en stor glæde for ham.

Den 23. april klokken fem om morgenen døde Ebbe Kløvedal Reich i sit hjem, han blev 65 år gammel. Han sov stille ind, og Elise fortalte, at der i det samme var en solsort, der sang.

Nu er en af de fremmeste lavalfer væk, i hvert fald for vores blik, for han var absolut dødelig. Hans gæstfri sind er hans efterladenskab, og han vil sikkert sige, at vi bare kan tage af det, hvad vi kan bruge.

For en lavalf er et generøst væsen.

Artikel-link:  klik her

Modkraft og Weekendavisen 2005

Tilbage til oversigten


Klik på nedenstående foto for at hente opløselige fotos.

JPEG - 5.3 kb
Foto: Suste Bonnén