Frisindet er relativt

Bidrag til antologi om Frisind, Sohns Forlag (2007).

Frisindet har været venstrefløjens og de progressives varemærke gennem tiderne. Siden 1930erne blev det hertillands næsten ensbetydende med den såkaldte kulturradikalisme. Jeg siger såkaldt, fordi den samme retning i de engelsktalende lande ikke har den betegnelse – her vil man snarere kalde det liberal, altså at være frisindet.

Mens frisindet således har været venstrefløjens kendetegn, har den borgerlige del i den samme periode haft patent på friheden – defineret som fri ejendomsret og frihed til at udtrykke sig. Ingen af delene holder helt, hvad ordene lover, og begge dele får kun betydning, hvis man ser dem i forhold til et eller andet. Den borgerlige frihed har defineret sig i modsætning til den feudale magt i middelalderen og senere til de totalitære samfund i de gamle Østlande, mens de venstreorienteredes frisind skal forstås i forhold til det borgerlige/konservative samfunds syn på køn, race, religion, kunst og seksualmoral.

Det følgende vil vise, at tingene flytter sig i de konkrete forhold. Jeg vil vende blikket mod tre fænomener fra nyere tid og se på deres forandring selv over korte perioder: den seksuelle frigørelse i de sidste hundrede år, kvindernes frigørelse i samme periode, og til sidst synet på migrationen, både ud- og indvandring, som er blevet vor tids mest dominerende spørgsmål.

Den seksuelle frigørelse er sikkert den, der falder de fleste ind, når snakken er om frisind. Man tænker på et ubornert syn på seksuallivet, på hetero- , trans- , bi- og homoseksualitet, og på retten til at kigge på pornobilleder og bytte partnere og hvad ved jeg, uden at myndigheder og naboer får det i den gale hals. Og man tænker vel også på en frisindet seksualoplysning og god prævention. Retten til abort er et af yderkantområderne, som jeg vender tilbage til om lidt.

Men det er måske allermest de seksuelle variationer, der har været mest fokus på, og det er da også rettigheder, som er hårdt tilkæmpede og med lange og smertefulde historier i bagagen. Navnlig homoseksualitet har været mål for grusom forfølgelse og er det stadig i dag i mange lande. Retten til sikker sex (og til abort) er også en sjælden fugl i de samme lande, og netop i perioden her omkring årtusindskiftet har begge dele lidt et slemt tilbageslag, blandt andet med den nye pave Benedict XVI og USA’s præsident Bush i spidsen.

Men hvorfor har det mon været så svært at acceptere de seksuelle ”afvigelser” igennem historien? Det bedste gæt er selvfølgelig, at alle disse seksuelle varianter ikke rigtig var med til at bevare og udvikle slægterne og familierne, men da det jo ikke længere er et påtrængende problem for menneskeslægten, så er der vel kun moral og fordomme tilbage.

Desuden er der det tilbage, at enhver bliver nødt til at spørge sig selv, hvordan der ser ud inderst inde i ens eget hjerte. Spørger jeg mig selv, så sidder der da en lille stemme dybt inderst inde og fortæller mig, at en ”rigtig” familie består af far, mor og børn, og det næste spørgsmål er så, hvor jeg har den stemme fra. For når jeg ser mig omkring, så er der tusindvis af eksempler på, at familier, herunder min egen i tre generationer, netop ikke ser sådan ud. De består af sammenbragte børn, enlige mødre (og nogle få enlige fædre), og de består af lesbiske mødre, som lever alene eller sammen, og af en masse delefædre, hvoraf en del for længst har besluttet at leve homoseksuelt.

Sådan er det her i landet, men vi er slet ikke fremme ved den egentlige ligestilling af kønnene endda. Og det er der tusind grunde og baggrunde, for: vi har hørt det overalt, religionerne har fortalt det, moralen har sagt det, og lovene har håndhævet det, men alle de forbudte varianter har mærkelig nok altid eksisteret alligevel, så hvis man ellers er til den religiøse side, så må de jo være en del af skaberens værk – og ikke det skabagtige værk, som folk ellers har betragtet dem som. Det er det, som er så besynderligt. De har været der, og deres eneste ”fejl” har været, at deres forelskelser og følelser har vendt sig andre veje hen end de fleste andres. Det kan altså ses som et altid eksisterende minoritetsproblem!

De seksuelle forskelligheder varierer, og det er mindretals-variationerne, der har virket så uacceptable, selvom de ikke har været til at slippe af med. Folks kærlighed, følelser og længsler går ikke den samme vej for alles vedkommende, og vi kan ligeså godt være glade for sådan en mangfoldighed i naturen. For det er jo det, det er udtryk for: En ødsel og frodig mangfoldighed, som viser, at folk elsker hinanden på forskellig måde. Punktum.

Der har været masser af forsøg på at kæde det forhold sammen med kriminelle forhold, pædofili, voldtægt, forførelse og misbrug, men der er ikke andet at sige til det, end at disse kriminelle forhold ikke forbinder sig med forholdene homo-,trans, bi- eller heteroseksualitet. Det mangfoldige er ikke kriminelt i sig selv. Det kriminelle går på tværs af de seksuelle skel: pædofili, voldtægt, seksuel vold, incest. Ingen af disse grove kriminelle forhold forbinder sig med særlige variationer af seksuallivet, selvom der gennem tiden er gjort mange forsøg på at få det til at se sådan ud. Det lysner omkring alt det her, men i mange lande kan man stadig både fængsles og straffes på anden måde for at elske de forkerte, og det glemmer vi så let i dette frisindede land, som var det første til at lovliggøre homoseksuelle par gennem registrering. Nu mangler vi kirkens åbning for vielser, men der skal nok gå lidt mere tid. Velsignelser kan de dog få i nogle kirker.

Sådan cirka har frisindet udviklet sig i min levetid i mit hjørne af verden, og det kan blive bedre. To af mine yngre mandlige bekendte er begyndt at søge mulighed for adoption, og mit kendskab til dem siger mig, at de begge har et stort yngelplejeinstinkt og vil blive gode fædre, men de skal sikkert flytte mange sten på vejen inden da. Blandt andet min egen overvejelse omkring deres ”yngelplejeinstinkt”. Det spørgsmål overvejer jeg jo slet ikke, når et ungt hetero-par vil adoptere.

Til det seksuelle frisind hører også den sørgmuntre historie om pornografiens frigivelse: Til den historie hører også en viden om, at pornografi altid har eksisteret og kan ses i ældgamle kulturers både verdslige og religiøse kunst og udsmykninger. Lystige og utilslørede billedfortællinger om seksuallivets højtudviklede stade gennem tiderne. Men da vi kom til 1960´erne her i vores ende af verden, var det pludselig meget iøjnefaldende, at vi havde censur af både ord og billeder. For en stor og ung efterkrigsgeneration var det en pest og plage, at der sad en lille gruppe gamle sure mænd og kvinder og bestemte, om vi måtte se et billede eller en film, hvor der foregik et statsautoriseret samleje. Vi havde jo fået en ny frihed med oplysning om og adgang til prævention, og med afskaffelsen af gonorré og syfilis gennem opdagelsen af penicillinet stod vejen åben. P-pillen og retten til abort fulgte med, og så var også de unge kvinder pludselig herrer over egen krop og skæbne. Det satte skub i det efterkrigs-boom i frisind og frihed, som allerede var i gang, og festen varede så at sige fra midt i 1960´erne og indtil den store HIV-smitte brød ud i 1980´erne. Der kom flere bremser på festen, og man begyndte også at blive opmærksom på de andre store trusler som clamydia og livmoderhalskræft. Frisindet havde sine omkostninger. Andre steder, der afslørede grænserne for frisind, var de fænomener, der dukkede op i hælene på hele frisættelsen. De unge homoseksuelle mænd havde for eksempel lavet en fin bevægelse, kaldet Bøssernes Befrielsesfront, og i hælene på den fulgte minsandten Børnelokkernes Befrielsesfront, som kastede skygge over bøsserne ved at kopiere deres navn. Jeg ved ikke, om de også fik spredt en mistanke om, at bøsser var mere børnelokkere end heteroerne, men det var i så fald en gammel mistanke. Som der altså ikke er hold i.

De blev, mærkeligt nok, en tid accepterede af den store seksuelle tolerance, indtil der var nogen, som tog sig sammen og kaldte dem ved deres rette navn, pædofile. Det er en lang diskussion om aldersgrænser og familieforhold, men kort kan man vel sige, at frisindet ikke på nogen måde skal tillade voksne at skaffe sig ret til seksuel omgang med børn. Forbrydelsen er grov og ødelæggende for de børn, det går ud over, så den ”befrielsesfront” var altså en slags mørkeprodukt, der trivedes i ly af frisindet. Frisindet kan, som så meget andet, ende i sin egen modsætning: undertrykkelsen.

Det samme kan man sige om den pornoindustri, der eksploderede og spredte sig som en paddehattesky, da pornoen blev frigivet i slutningen af tresserne. Igen med vores lille frisindede overskudsland i spidsen. Man kan sagtens påstå, at det var naivt ikke at forudse det, men de fleste unge i tresserne tænkte vel mest på lystige erotiske film som de Bergman-film, der blev til i de år, og dem, som blev kaldt den ny bølge i fransk film. Måske tænkte man også på jævnt kedelige pornoklubber og magasiner, men også her lurede mørket for at gå i kødet på sin egen befrier, for godt nok blev det kropslige frisat, men voldsporno og børneporno blev hurtigt en stor del af markedet, og alle ved, hvordan det er gået i dag.

Spørgsmålet er så dette: skal man da igen forbyde det helt? Og svaret er som altid nej. Det kan ikke lade sig gøre, for det har altid trivedes. Det, som man må sikre sig imod, er de kriminelle afarter: børneporno og grove voldspornoer, hvoraf de værste er snuff-filmene, hvor modellerne bliver slået ihjel, skuespil eller virkelighed, det er sådan set lige meget. Porno af enhver slags skal heller ikke kastes i hovedet på mennesker, hvor vi kommer og går, og børnehøjde hører ingen steder hjemme. Hvis man vil se porno, skal den opsøges aktivt og ikke dukke op til aftenkaffen, når man zapper lidt på TV´et. Og den kriminelle del skal kriminaliseres for alvor.

Prostitution hører også til frisindets ømme punkter, og hver gang man løfter en finger for at begrænse køb og salg af seksuelle ydelser, lyder der et ramaskrig. Jeg tror de fleste af disse ramaskrig kommer fra de utroligt mange mænd, som er kunder i butikken, men også af og til fra en af de ”lykkelige ludere”, som ikke er så omtågede at stoffer og sprut, at de ikke kan skrive noget sammenhængende. De få eks-prostituerede, som tager til orde for at fortælle om det ødelæggende liv, skal også regne med at få deres udsagn gennemgået med en tættekam.

Kvindernes befrielse er et andet af de historiske fokuspunkter i frisindets historie, men her har der været åbenlys politisk kamp om sagen: i den moderne tid tog befrielsen for alvor fart i midten af 1800-tallet, og det skal aldrig glemmes, at hver eneste bastion er vundet efter hårde politiske kampe, både i uddannelse, fagforeninger, politik og familieliv. Latinskolerne var kun for drenge, og der var i slutningen af århundredet et næsten totalt fravær af kvinder med uddannelse ud over de få års obligatoriske skolegang. År efter år blev de nedstemt i rigsdagen, da de vovede at kræve stemmeret til kvinder, og der var modstand fra både industri og mandlige fagforeninger, da kvinderne dannede de første faglige grupper. Det tog ikke bare år, men årtier, at få de ting igennem, som vi betragter som selvfølgelige i dag. Kampen for retten til abort har varet endnu længere, og den anfægtes stadig væk. Indtil for 85 år siden havde kvinder ingen rettigheder ved skilsmisse, heller ikke over børnene, men omkring 1900 var hver fjerde kvinde i industriarbejdet alligevel enlig forsørger.

Kvindekroppen har i hele bevægelsens lange historie været i centrum, for det har været så tydeligt gennem tiderne, at kvindernes klædedragt var med til at holde kønnet på plads ved bord og vugge. Lige fra de snørede fødder i Kina, som forhindrede dem i at løbe væk, til de livsfarlige korsetter, som ofte bragte kvinder til besvimelse og sygdom, har klædedragten været et punkt i kvindekampen. De engelske blåstrømper signalerede frisind ved at gå i praktiske strømper, når de mødtes med andre frisindede kvinder og mænd. Efter dem tog de danske og amerikanske kvindegrupper navn, da bevægelsen fik et kæmpe opsving omkring 1970, Rødstrømperne.

Den bevægelse har trukket spor lige til i dag, og de fleste har et billede af den. Jeg vil nøjes med at nævne kroppen og klædedragten, fordi det var et gammelt emne, som blev nyt igen: hvorfor skulle kvinder ikke have lov at se ud, som de gjorde. Brysterne hænger jo hos de fleste, når man er ude over den tidlige pubertet, og maver og bagdele tager som regel form efter fødsler og alder. I 1950´erne hærgede spidse sko og spidse brystholdere, og dertil hørte stramme elastik-roll-ons til mave og rumpe - samt upraktiske nylonstrømper med sømme, som skulle sidde snorlige bag på benene. Hvis man altså ikke ville være en sjuskedorte.

Oprøret imod den påklædning startede allerede i det autoritetshadende tresseroprør, men kvindebevægelsen omkring 1970 forstod med stor fantasi at bruge det i sin protest imod hele kønnets placering i det mandsskabte samfund. Der var masser af syrlige bemærkninger om hængepattekulturen, men der var ikke noget, der kunne standse den bølge, før den løjede af i midten af firserne. Indtil da var kvindekroppen fri, og til stor forbløffelse for de befriede kroppe og hoveder, dukkede der så i 1980´erne en modeindustri op, som lukrerede på en modbølge - og på en masse unge kvinder, der mildest talt var trætte af, at de ikke ”måtte” gå med sminke og høje hæle. De markerede en slags oprør mod deres mødregeneration ved netop at bruge høje hæle, korsetter, sminke og – minsandten – også strømpeholdere og nyloner med sømme. De markerede en slags frisind. Frisindet til at klæde sig sexet samtidig med at de var frie kvinder.

Sådan cirka lød nu parolerne, og frisindet havde pludselig en helt anden adresse. Frisindet blev én gang til vendt imod sit ophav: det spærrede kroppen inde i det, som generationen før havde syntes, var et fængsel. Nu var det frisindet at storke af sted med ømme tær og høje hæle og push-up bh´er. Det fulgtes med en almindelig tilbagegang til andre gamle skikke: Pludselig skulle de unge kvinder giftes i store hvide kjoler, som verden ikke havde set mage til, og ved bryllupper, som kostede en halv årsløn. Gamle ritualer blev fundet frem – også nogle, som slet ikke havde været i live i deres mødres og bedstemødres tid. Det var en reaktion – ikke bare imod kvindebefrielsen, men imod hele den såkaldte modernitet. Det kvindelige frisind var ikke gået i sin mor igen, men i sin oldemor.

De etniske minoriteter er blevet en anden svær prøve for det traditionelle frisind i dag. Det har altid været et af flagskibene i de frisindedes uformelle bevægelse: race, religion og etnicitet skal ikke skille nogen ad og skal ikke spærre for nogens adgang til rettigheder på lige fod med andre. Det er en ædel sag, som ikke skal opgives, og som så sandelig også har kostet dyrt ind imellem. Det var mellemkrigstidens frisindede, der var forrest i kampen mod nazisme og fascisme, og det blev døden for mange af dem. Ligesom det i øvrigt også blev det for mange, som ikke lige havde befundet sig i skaren af traditionelt frisindede.

Men det har været en mærkesag, og da den store migration (navnlig ind i de vestlige lande) tog fart efter 1970´erne, var det i begyndelsen en enkel sag. Jøder og sigøjnere havde efter udryddelsen under nazisterne fået en slags urørlighed, og de første flygtningestrømme kom fra lande og kulturer, der ikke var så fremmede endda. Ungarn for eksempel. Det andet store rykind blev foranstaltet på opfordring fra erhvervslivet i Europa. Man manglede i den grad billig arbejdskraft, og især tyrkisk arbejdskraft blev hentet ind i kontingenter på nogle tusinde ad gangen. Det gik alt sammen stille og roligt i et par årtier.

Så blev der pludselig tryk på de politisk begrundede flygtninge fra store dele af den anderledes verden: de sorte/arabiske/asiatiske/muslimske mennesker flyttede ind i store og forvirrende mængder, og snart var smertegrænsen nået. Smertegrænsen for en nation ser ud til at melde sig, når indvandrergrupperne nærmer sig de 8-10% af den oprindelige befolkning. Jeg ved ikke hvorfor, men det ser sådan ud, og det har afstedkommet dannelsen af xenofobiske partier og bevægelser overalt i Europa.

Fremmedangsten blev hurtigt sat på parti-formler så at sige, og alle velmenende og frisindede stod pludselig som halal-hippier og så chokerede på den ultra-reaktionære fremmarch med et udtalt og højtråbende fremmedhad, som alle troede var slut efter Anden Verdenskrig med dens etniske udrensninger. Men nej.

Her kom frisindet på en af sine sværeste opgaver, for folkevandringen betyder, at alle i dag må tage op med sig selv og hinanden nogle spørgsmål, som ellers ikke plejer at blive stillet: Hvor mange flygtninge/indvandrere kan landene bære uden at gå over på midten og sætte velfærden over styr? Hvor langt skal man gå for at rette sig efter de skikke og krav, som helt andre kulturer pludselig møder op med? Og hvor mange krav skal man stille til de nye medlemmer af nationen?

Der har været nogle hovedområder, der har fået den helt store opmærksomhed, og jeg nævner i tilfældig rækkefølge: omskæring af små piger, krav om badeforhæng i svømmehaller, arrangerede ægteskaber, æresdrab på dem, der går imod de samme ægteskaber, indførelse af halal-kost i skolerne, brug af tørklæder/slør/burkaer - alt efter hvilken kultur, de indhyllede kommer fra, eller ønsker at markere, de kommer fra.

Der har været ret stor forvirring hos store dele af de kredse, der sædvanligvis bare har indtaget et frisindet standpunkt, og frisindet er i mange tilfælde landet i den rene kulturrelativisme, som i den yderste konsekvens betyder: ”jamen hvis det er deres kultur at skære små piger til kønsinvalider, så må de jo gøre det.”

Nej, de må ej.

I de dele af venstrefløjen, hvor jeg har slået mine folder, har vi altid været stærkt imod denne kulturrelativisme. I midten af 1980´erne søgte jeg sammen med nogle læger om støtte til at forske i emnet omskæring, men vi fik aldrig penge til det. Derimod fik vi klar besked fra nogle arabiske kvinder, der selv var ramt af problemet, at det var en sag, de nok selv skulle tage sig af. Og det forstod jeg så inderligt godt. Det var aktive ægyptiske kvinder, og der har da også været meget stærke modspil til omskæring på de kanter.

Selvfølgelig skal vi støtte deres protester alt hvad vi kan, når der er mulighed og behov, og selvfølgelig skal det være strafbart at mishandle små piger på den måde, ligesom det forhåbentlig også bliver det internationalt inden alt for længe. Det er dog værd at huske på, at det ikke har noget med islam at gøre, det er en ældgammel afrikansk tradition, der hører til i visse dele af det afrikanske kontinent. Det er kun mandlig omskæring, der er islamisk (og jødisk m.m.) – og den finder jeg i øvrigt også helt utilstedelig. Dér er mit frisind så at sige sluppet op. Om de andre ting er der kun at holde fast i, at man selvfølgelig ikke kan bringe en religiøs lovgivning med sig ind i et land, der har en demokratisk og civil lovgivning i forvejen. Æresdrab er drab under skærpende omstændigheder, og da en hel familie for nylig blev straffet for at have deltaget i et grusomt ét af slagsen, fik da også alle de medvirkende familiemedlemmer en straf for det. Om straffene var for store eller for små skal jeg ikke kunne sige, men det er kun så rimeligt at man straffes for medvirken.

I spørgsmålene om mad og badeforhæng skal muslimer selvfølgelig have lov at følge deres regler for spisning og påklædning, og det skal de også have lov til, når de (kvinderne) pakker sig ind i tørklæder og slør. De må for min skyld pakke sig ind i gazebind fra top til tå og vandre rundt som i blinde. De skal bare ikke komme til mig og påstå, at det ikke har noget at gøre med et hierarki mellem mænd og kvinder, for det har det. Det udstiller en rangordning, som jeg er stærk modstander af. De nye danskere skal selvfølgelig vises nøjagtige lige så meget respekt som alle andre i dette land, men det bliver de næppe, sådan som tingene kører i dag. Jeg tror, det kan være et helvede for både børn og voksne at høre på de hadefulde tilråb og antydninger, der hagler ned over dem dag efter dag, og det er mere end helvede for alle dem, som udsættes for race-relaterede overfald. Og det er uhyggeligt mange. Det er skammeligt, og det er skammeligt, som den offentlige tone er blevet omkring muslimer - og også begyndende omkring jøder og sigøjnere igen.

Der er desuden her i landet set politiske indgreb, som er decideret i strid med almindelige rettigheder i et demokratisk land. For tiden sender vi masser af unge mennesker til Sverige, fordi de vil gifte sig, førend den danske stat giver lov, og vi kører med noget, som kaldes ”starthjælp” til nye indvandrede. En slags sulteløn, der skal forestille kontanthjælp. Der er blevet plads til en tone i det offentlige rum, som er mere end uhumsk, den er farlig. Det er skammeligt, at de mange muslimer ikke har fået lov at bygge ordentlig moskeer – og at det skulle tage så mange år, før de fik en gravplads til deres døde. Det er skammeligt, at man ikke respekterer deres religion – herunder sharia, så længe den ikke kræver retten til at lovgive hen over den civile og strafferetslige praksis her i landet. Lov og religion skal der skelnes klart imellem, og muslimerne skal selvfølgelig indstille sig på de demokratiske spilleregler og love, som vi andre også skal det. Vi skal respektere deres tro og deres religiøse praksis. Det behøver man ikke det store frisind for at acceptere. Og med det vil jeg sige, at friheden i vores grundlov siger, at vi har frihed til at udtrykke os – dog! siger den, og dette dog gælder både for frisind og frihed: dog under ansvar for domstolene. Frisindet har selvfølgelig et ansvar, og det har friheden også. Det er en spændende slagsmark at befinde sig på, og diskussionen om de grænser må aldrig slutte. Så er det først for alvor galt.

Frisindet er et gammelt ord, og det er et godt ord. Men det har ikke altid været frisindet overfor alle anderledes tænkende og troende. Det har haft klare rangordninger og præferencer: at være ateistisk var fornuftigt og modigt og derfor godt, men at være troende var dumt, uselvstændigt og uden fornuft – og dermed skidt. Her ligger givetvis en af årsagerne til, at det traditionelle frisind var sent ude i hele den nye diskussion om lov og religion og kulturrelativisme. Der er blandt de fleste ”frisindede” ingen tradition for at forstå eller kende til religiøse forhold og institutioner. Enkel arkitektur og lige linjer var godt og funktionelt, mens tårne og krummelurer var noget rod. Og sådan er det også for mange frisindede med religion og slør og andre skikke: det er noget rod. Frisindet satte mennesker fri til at have forskellig seksuel orientering, til at bære deres køn og hudfarve med selvbevidsthed, og frisindet satte liv og lemmer på spil for at forsvare menneskers forskellighed. Det er en hæderkronet indsats, som ikke fortjener en sløset og ukritisk vurdering. Frisindet skal tåle kritik og selvransagelse og se i øjnene, at de frisindede værdier sommetider vender vrangen ud og viser sine skyggesider. Og det skifter sammen med tiderne.

 2007

Tilbage til oversigten


Klik på nedenstående foto for at hente opløselige fotos.

JPEG - 5.3 kb
Foto: Suste Bonnén